Sexperten takker af efter 15 år: Seks ting jeg har lært om sex

Fra Porno og sexlyst til 50 Shades og sårbarhed – ikke alt var bedre i gamle dage. Jeg ser tilbage på 15 år i seksualitetens tjeneste på Ekstra Bladet.

 

Jeg blev ansat på Ekstra Bladets online avis samme dag på, som min daværende kone flyttede ud af vores nyindkøbte hus. Jeg havde været ti år på mandebladet rapport. Det var dagen efter min 40-års fødselsdag. Min datter var lige fyldt 2.

Lad os bare sige, at jeg var fortumlet i den brydningstid, da 2005 blev til ‘06.

Lad os også bare sige, at den lille redaktion og især de to fremragende, visionære og – ja sgu så – omsorgsfulde chefer på eb.dk Søren Svendsen og Erling Tind Larsen gav mit et helle, fagligt og socialt.

De fik deres medarbejdere til at shine ved at lade dem gøre det, de er bedst til, inden for de vide rammer, der nu var i netjournalistikkens spæde dage.

Univers

For mig betød det stor faglig udvikling og mulighed for at skabe et helt sammenhængende univers med seksualitet som omdrejningspunkt. 

Det blev til en online sexbiograf (dette var før Pornhub), der høstede millioner til Huset, en erotikblog, som var personligt tilfredsstillende og en stor kliksucces i datidens nye blogosfære, samt selvfølgelig udviklingen af Sex&Samliv-sektionen på ekstrabladet.dk. Det blev også til rollen som Sexpert – med web-tv og klummer som udtryksformer – sammen med sexologen Signe V. Bentzen. 

Området – målt på både trafik, bruger-interaktion, annoncesalg og det brede artikeludvalg af alting sexrelateret, skrevet med hjerte, pik og humor og ofte med mere lødighed end fordommene antager – blev en succes. 

Det, som Sex&Samliv kunne, var vigtigt: At fortælle om seksualitet uden at holde det ud i strakt arm, fordi sex er det sjoveste og samtidig det mest sårbare mennesker kan foretage sig med og uden tøj på.

Nu – 15 år, en del chefer af varierende kvalitet og mange tusinde artikler (også af varierende kvalitet) og en million-milliard klik senere, er det så slut på Ekstra Bladet, der gennem flere år har udfaset sexområdet.

Det har ledelsen gjort for at ikke skræmme kvinderne bort, og tidens fokus på sexisme er muligvis det sidste dolkestød. At jeg og området højst kan beskyldes for lidt lummerhed, betyder mindre i den sammenhæng.

Her er, hvad jeg har lært om sex og omegn efter 15 år med mediehovedet fyldt af det samme.

Porno

Først en erkendelse af muligheden for, at jeg har en vis bias omkring emnet: Jeg arbejdede et tiår på rapports mandeblade, hvilket blandt andet indebar, at jeg anmeldte pornofilm. Så mange at jeg var langt i mine planer om bygge en pornosofa af de mange vhs- og dvd-kassetter, der flød i Vesterbrolejligheden. 

Det medførte også, at jeg i mange år ikke kunne bruge porno til onani. Havde jeg været amerikaner, ville jeg sikkert kunne have sagsøgt min arbejdsgiver for den arbejdsskade…

I dag lyder voldsomme bekymringer over pornoens påståede skadevirkninger på især unge og kvinders sexliv: De stakkels kvinder er tilsyneladende ofre for pornoficerede mænd, der udsætter dem for brutal sex, som de har set på pornhub.

Ud af de mange hundrede videnskabelige studier om porno, jeg har læst de seneste 15 år, er det dog kun et fåtal, der peger på entydigt negative følger af at se porno for det brede flertal.

De fleste undersøgelser peger på sammenhænge, som kan være både neutrale, positive og negative.

Ja, en del studier viser, at mænd, der ser meget porno i deres parforhold, er mere utilfredse med sex- og samlivet. Men om det skyldes, at de ser porno, eller om de snarere ser porno, fordi de er utilfredse, er tilgengæld uklart.

I min optik er det største problem med porno dette: Hvis man som mand (eller kvinde) kun onanerer til porno, går man glip af den mindfulde oplevelse, som onani til egne fantasier giver. Ved pornoonanien kommer i liderligheden, sanseligheden ikke ud i hele kroppen, hele sindet, den forbliver i kønsorganet og synet.

Selvfølgelig er der også problematikken med de mulige forventninger til sex, som porno måske kan skabe hos nogle: Store, stive pikke, skrigende orgasmer, ukomplicerede knald.

De forventninger bliver hurtigt skudt ned, når man møder virkelighedens sex, med alt hvad det indebærer af sårbarhed, akavet fumleri, bumser og dårlig ånde samt halvsløje pikke og knastørre skeder.

Ja, der er givetvis mænd, der så hellere tager en pornospiller, end tager chancen med en virkelig kvinde og de der tilhørende skræmmende muligheder for fiasko. 

Og det skal de skam have lov til uden at blive skammet ud.

50 Shades

Porno er filmede fantasier. Og som sådan hverken værre eller bedre end sexnoveller og lægeromaner, der blot er nedskrevne fantasier. Som 50 Shades of Grey.

Som jeg ser det, ligger en stor del af læserværdien i bestselleren i drømmen om at kunne give sig hen, give slip og give los, lade sig forføre og blive taget – og få en (rig) mands fulde fokus. 

BDSM er blot midlerne dertil. 

Og som sådan, hvis jeg nu tager de firkantede kønsbriller på, passer det jo fint til, at mange mænd drømmer om en kvinde, der overgiver sig fuldstændig. Til ham, til sin sanselighed. Som pornoen netop også viser.

Kønsorganer

Da jeg begyndte at skrive på ekstrabladet.dk, hed pikken penis. Eller lem. Fissen hed blomst, mis, måske skede og vagina. 

I en lang periode fik kønsorganerne så de navne, som de fleste af os bruger om dem, især når vi ikke er til lægen eller taler med børn. En anelse vulgært for nogle, ærligt og i øjenhøjde for andre.

Nu hedder pikken så igen penis (til nød diller), mens kvindens allerhelligste benævnes vagina og vulva. Det kan ingen stødes af. 

Og således er det også historien om, hvordan udviklingen har været omkring sex (og porno) herhjemme: 

På den ene side er vi mere åbne og direkte og udsat for monstrøse mængder medieret seksualitet – på den anden side stødes vi let på manchetterne og på andres vegne, mens vi plejer den indre puritaner, der ikke vil have nassede fingre.

Politikens Hus er et godt eksempel: Politiken svælger i pik-rubrikker, feministiske krænkelseshistorier og hylder den fuldt udfoldede kvindelige seksualitet samtidig. På Ekstra Bladet skriver de nu penis, mens Side 9-pigen skiftevis smider toppen og tager den på.

 

Glatte køn

I 90’erne – i pornoens anden storhedstid, der varede til de gratis tubesites disruptede alting 15 år senere – begyndte de kvindelige modeller i tiltagende grad at fjerne intimbehåringen.

Snart efter fulgte ganske almindelige kvinder og også mænd med.

Siden har pubeshår mest vist sig i nichefilm og hos særligt udvalgte, der enten ikke går op i den slags eller ser en frodig kønsbehåring som et feministisk budskab.

Et budskab, der indirekte udskammer de glatte kvinders valg som underlagt pornoens, patriarkatets og endda de semipædofiles magt.

Adskillige gange har medier erklæret, at både kussen og pubeshårene er tilbage.

Det er muligt. 

Jeg tror og håber snarere, at der er plads til individuelle valg i intimfrisurer.

Lyst og ulyst

Der florerer en fortælling, særligt i feministiske kredse, om, at grunden til at kvinder over en bred kam og ifølge alverdens studier får færre orgasmer, melder om mindre lyst til sex, onanerer mindre og ser mindre porno end mænd, er, at mænd er dårlige i sengen, og at kvinders lyst er udskammet gennem årtusinder.

Det er muligt. 

Det er også muligt, at der rent faktisk er biologiske forskelle, som eventuelt forstærkes af gældende strukturer og (par-)forhold. 

I det første narrativ ligger en hyldest til kvinden, der tør vise og udfolde sin store lyst. Og det kan man kun bakke op om. 

Desværre ligger der så samtidig også en udskamning af mandens lyst: Enten som plat, ensporet og for meget, som udtrykt i betegnelsen (gammel) gris, eller som decideret forkert og overgrebsagtig.

Og det er er en skam.

For mig at se ligger lystproblemet et helt andet sted. Nemlig i det latente lystimperativ, som mange især kvinder oplever: Lyst er godt, meget lyst er meget godt, derfor skal du have lyst hele tiden.

En sådan krav om lyst svært at leve op til, når ungerne, jobbet, veninderne og det insta-egnede hjem og ditto krop også skal plejes.

Det skaber præstationsangst og ulyst. 

Sårbarhed

Livet har lært mig, at det er i sårbarheden, at det ægte guld, de dybeste fald og de højeste tinder i sex er gemt. 

Når du er helt åben og blotter din strube overfor en partner ved at vise dit inderste, dine lyster, dine behov, kan du oplevede den fuldstændige omsluttende fornemmelse af at elske og blive elsket for at være den, du er. Når lysten favnes.

Det er sårbarhedens velsignelse. 

Som ligger lige ved siden af det mægtige fald ned i mørket, hvor du kan bygge din mur igen, når din sårbarhed ikke blive mødt og favnet, men afvist og misforstået.

Det er sårbarhedens fortvivlelse.

Sårbarheden kan se forskellig ud for kønnene.

Jeg tror desværre, at mange mænd ikke ser og anerkender kvindens sårbarhed, som hun skal blotte for at kunne give helt sig hen og få orgasme.

Samtidig forstår mange kvinder ikke mandens sårbarhed, som han viser, når han tager initiativ til sex (eller blot kontakt) på den eller anden måde. Han begiver sig ud i et minefyldt ingenmandsland, hvor han kan fare vild i manglen på feedback, lammet af præstationsangst eller blive sprængt i stykker af afvisninger leveret uden medfølelse.

Selvfølgelig kan disse sårbarheder gælde begge køn. 

Men jeg tillader mig at forholde mig lidt firkantet til mænd og kvinder og ikke alt midt imellem

Tak for knaldet.

Billedet over klummen er taget af Jes Roger.