Sexologen har brug for nærvær: Dette her er god sex
For sexologen Bastian Larsen handler god sex om intimitet og nærvær. Vejen dertil kan gå via rollespil og grænsesøgende sex, men følelserne er det vigtigste.
I min serie ‘hvad er god sex for dig’ har jeg taget fat i en gammel kollega, sexolog og parterapeut Bastian Larsen.
Ham lærte jeg at kende tilbage i de gode gamle dage på rapports mandeblade, hvor han var journalist, mens han studerede, og jeg var færdigguddannet cand mag’er, som lige var begyndt at arbejde som redaktionssekretær. Mange år senere er han nu også parterapeut og sexolog, så vi har en del tilfælles i forhold til vores interesse i det der sex. Men sjovt har vi aldrig talt om, hvad sex egentlig betyder for os. Herunder løfter Larsen lidt af sløret og fortæller, hvad han synes er god og dårlig sex:
– Der er mange, der snakker om, at de godt kunne tænke sig at have mere ‘god sex. Men når de fleste tænker over, hvad det var der gjorde, at det var god eller dårlig sex, så kan det tit være svært at se et mønster. De fleste starter altid med at kigge på overfladen, fordi det er nemmest, og så kommer de typisk ikke videre. Men selvom vi tit tænder på særlige ting ved udseendet, så er det meget sjældent det, der afgør, hvad der er virkelig god sex for os. Og det er måske værd at tænke lidt over, så vi kan blive ved med at have god sex resten af livet, i stedet for måske at sidde fast i nogle uheldige mønstre, der fører til dårlig eller kedelig sex, siger 46-årige Bastian og lægger dermed fra land med et sexolog-svar.
Heldigvis går han dybere:
Intimitet
– For mig handler god sex om to ting. Intimitet og intensitet. Man kan sagtens have god sex, hvor det kun er det ene element, der er til stede, men hvis begge ting er i spil på den gode måde, så kan man forvente store ting.
– Man kan lave spændende setups og rollespil med kærester eller legekammerater og udfordre sine grænser og på andre måder skabe stor intensitet i sine lege, men det er oftest først, når vi er sammen med en partner, hvor vi har nogle følelser i spil, at vi opnår stor intimitet. Ellers skal vi i hvert fald være dygtige til at lukke op for sårbarheden overfor fremmede mennesker, og det er ikke altid sundt. Men når de to elementer, intimitet og intensitet, går op i en højere enhed, så kan man nå steder hen med sin seksualitet, hvor de fleste mennesker lever et helt liv uden nogensinde at komme.
Om det skyldes vores fælles nørdede interesse i sex, ved jeg ikke, man jeg er helt på linje med Bastian. Det kræver tryghed og en fornemmelse af samhørighed med kvinden, før det magiske opstår. Mindblowing sex er den der fornemmelse af endeløs eftermiddag i fri leg. Minder lidt om barndommens selvforglemmelse, og måske endda lidt polymorft pervers i betydningen, at alt bliver muligt, alt kan være berusende frækt, når man er i det rum. Et totalt nærvær og et fravær af fordømmelse. Og så åbnes der også op for sårbarheden, hendes og min, hvilket også er grundelement for magisk sex for mig.
Det er forskelligt, hvordan jeg kommer derhen. Nogle gange er fantasien med på sådan et meta-agtigt plan, hvor vi taler om det, vi gør og kunne gøre, mens vi knalder, hvor vi tager fat i alle mulige fantasier og udvikler dem sammen, on the fly. Går på opdagelsen i et varieret og mangefaceterret univers sammen. Andre gange er det primært den fysiske nydelse, der kommer i højsædet. At røre og blive rørt. Fælles er det der intime, trygge rum, hvor kun vi to danser.
Dårlig sex
Bastian Larsen åbner yderligere for godteposen:
– Dårlig sex er typisk for mig, når man selv eller ens partner er uengageret og ugidelig, ikke rigtigt er tilstede i nuet og tænker på noget andet. Der er nogle mennesker, der oplever sex som noget, man gør for at glæde andre, men typisk er det fordi, de aldrig har fundet deres egen seksualitet. Det er også derfor, det kan være virkeligt kedeligt at have en partner, der absolut ikke siger nogen lyde under sex. Mennesker, der giver sig hen til sex, tænker ikke på, hvordan de lyder eller ser ud, og derfor kan man altid høre på dem, om de er med eller ej.
Dårlig sex handler for mig meget sjældent om, at min ikke er teknisk velfunderet, faktisk kan jeg kun huske en enkelt kvinde, som havde så voldsom en håndjobteknik, at det føltes faretruende. TIlgengæld er det, som Larsen påpeger, noget mangel på nærvær, min egen eller partnerens. Det er typisk allehånde bekymringstanker, som begge har: er jeg god nok, er den stor nok, er den stiv nok, er den våd nok, er jeg liderlig nok og videre. Og så er det med lyde: Som netop er vigtig kommunikation. Dels som vejleder: ‘gør mere/mindre af det her’ ellers famler man let i blinde. Dels som booster af egen og partneres liderlighed.
Ja, mænd vil sgu også have omsorg. Det kan du læse her
Nuet
Larsen:
– I dag er sex meget komme til at handle om, hvordan man ser ud og lyder imens, og det er virkeligt dræbende for sexen. Så hvis du selv skal have noget gotdt ud af sex, så giv dig hen og giv slip. Det er den eneste måde at være til stede i nuet på, og så bliver sex godt for begge parter. Men det kræver en indsats og en vis bevidsthed at nå derhen, for du skal både kunne give dig hen og være godt tilpas i dig selv samtidigt, og det kan være rigtigt svært. Men første skridt er at blive bevidst om, hvad man har brug for, så er man i gang.
Jeg spørger Bastian, hvorfor han har beskæftiget sig så meget med sex:
– Jeg har skrevet om sex og samliv, siden jeg var 21 år, så det har været 25 år med et af de mest spændende emner, jeg kender. Jeg oplever sex som et sted, hvor vi mennesker, kan hente utroligt meget positiv energi og livskvalitet, men hvis man ikke gør en indsats for det og tager ansvar for sit kærlighedsliv, så ender sex nogle gange som et sort hul, hvor livsglæden bare forsvinder. Og den vej fører til skilsmisser og depressioner. Jeg valgte for nogle år siden at uddanne mig som parterapeut og sexolog, fordi jeg kunne se, at rigtigt mange mennesker sad med nogle problemer, som de havde brug for hjælp med. I dag skriver jeg stadig om sex og samliv, men nyder også at hjælpe folk, der har brug for råd og vejledning med at få deres sexliv derhen, hvor de har brug for at være. Det giver mig utrolig stor glæde og tilfredsstillelse, og mange gange skal der så utroligt lidt til for at gøre en kæmpestor forskel.
Dynamisk
25 års arbejde med sex – hvordan har det inspireret dig privat?
– Det har naturligvis været en rejse, der både har påvirket mig personligt og været med til at udvikle min egen seksualitet også. Det gode ved at gøre sin interesse til sit arbejde er jo, at man kommer steder hen, hvor de fleste journalister aldrig har været og opdager ting privat, som andre også kan have glæde af at høre om. Så det har været en udveksling af privat og faglig energi, der giver inspiration begge veje.
– Og når jeg nu ved, hvor meget positivt man kan få ud af et godt sexliv, så kan det være svært ikke at ønske for alle, at de skal bruge de muligheder der findes, både udenfor og indenfor parforholdet. Vi lever trods alt i Danmark 2018, så vi kan faktisk forme det sex og kærlighedsliv, vi gerne vil have. Men det kræver, at vi selv tager ansvar for det, og det har mange svært ved. Hvis der er en ting, jeg har lært som terapeut og sexolog, så er det at parforholdet er langt mere dynamisk, end vi er opdraget til at tro, og hvis ellers vi formår at være ærlige overfor os selv og have en god kommunikation, så kan alt lade sig gøre.
Min erfaring med 22 år som professionel sexskribent, -redaktør og -blogger spejler delvis Bastians. Det kræver en helt særlig interesse i sex og omegn at beskæftige sig med det i embeds medfør hver dag. Sex er bare spændende, fordi det rummer alt, hvad der gør det sjovt at være menneske. Du ved, kærlighed og erkendelser, nærvær og frihed, sårbarhed og omsorg.
Også jeg har ladet mig inspirere privat af det, jeg har skrevet om på jobbet. Fx en anden måde at skændes på, en bedre forståelse for den kvindelige erfaring, fingerteknik etc, dog ret sjældent på sådan 1 til 1-facon – mere som informationer, der lagres og modnes.
Men ofte går inspirationen den anden vej. Jeg oplever noget i mit privatliv, som jeg undres/glædes/ærgres over, og så tænker jeg: Jeg er sgu nok ikke den eneste, der har disse tanker, hvorpå jeg så forsøger at finde mulige svar. Og det håber jeg så læsere kan underholde sig med – hvis de så kan spejle sig selv i teksterne og eventuelt lære en smule mere, end da de begyndte, så er jeg tilfreds.
Læs mere om Bastian Larsen på bastianlarsen.dk