Rend mig i manderollen: Der skal være plads til hård pik og bløde værdier

Del artiklen

Kønsroller, manderoller, kvindekamp og mandekamp, #metoo og slap diller, sårbarhed, 50 Shades og tantra – en klumme om at være mand.

Jeg kan ikke åbne mit facebookfeed eller en nyhedsside uden at blive mødt af en tsunami af artikler, tilbud og opslag, der på den ene aller anden måde handler om, hvad det vil sige at være mand. Efter hele #metoo gik det helt amok.

Angiveligt går mænd i hele verden og ikke mindst i Danmark rundt i (umandig) tvivlen på, om de overhovedet er mænd. Og kvinderne virker også, som om de tvivler på, at mændene er det.

Man ser det for sig: Manden pjosker rundt med ludende skuldre, flakkende blik og slap diller og spørger sig selv:  Er #metoo skyld i, at jeg sidder ned og tisser, og gør det mig til mindre mand?

Jeg har længe kigget på denne ekstremt skingre kønsdebat med undren. Tosserne råber højest: Bitre mænd trækker feminazikortet, når en kvinde tillader sig at påråbe sig retten til at sige nej til overgreb, og hidsige kvinder skriger privilegie-blindhed, når en mand formaster sig til at sige, at det også kan være svært at være mand.

Ingen af skyttegravskrigerne besidder tvivlens nådegave.

For mig at se #metoo er ikke så svær. Du skal bare opføre dig ordentligt. Også og især hvis du har magt. Og det er sgu ret rimeligt.

Manderoller

Så da min gode bekendt Jakob Kærgaard, der laver mandekurser og lærer mænd at holde længere i sengen, indkaldte til en debataften om dagens manderolle, greb jeg i går aftes cyklen og troppede op.

Der sidder vi så – ti mænd i alderen 30 til 55 i rundkreds. Ingen kvinder. Agendaen er løs. Noget med manderollen. Flere ting bliver klart i løbet af de følgende timer.

De fleste tilstedeværende er tydeligvis selvudviklere, som med særlig fascilitatorlingo er vant til at udtrykke sig i mandegrupper og workshops.

Nogle savner, at mænd støtter mænd, andre ser gerne, at man holder op med at definere mænd udfra hvad kvinder mener, og så er der dem, der  synes manderolletalen er mest interessant i mere snæver parforholdssammenhæng, mens initiativtagerne anlægger en mere evolutionspsykologisk vinkel, der handler om, at kvinder og mænd er meget forskellige og har haft forskellige funktioner og roller på savannen i Afrika. Og at vi derfor må stå fast som mænd på at være… mænd, hvad det så end indebærer.

Identitet

Kun en af de alle meget velformulerede og tænksomme mænd formulerer det, jeg ikke selv kunne i situationen: Han tvivler ikke på sig selv som mand, men han tvivler på, at der kun er et par manderoller til rådighed.

Og lige der rammer han noget essentielt: Det er som om, manden kun gives nogle få knager at hænge sin identitet på. Han får nogle ekstremt snævre rammer at udfolde sin seksualitet, sin kønsidentitet, sin far-, kæreste- og karriere-rolle i.

Firkantet fodmuleret er det noget med: En mand står fast, har en mission og sætter orden og rammer. Han tager teten, han siger fra og til. Og det synes jeg er en lidt ensporet, entydig og næsten fascistoid kasse at give ham.

Min oplevelse er endda, at det ofte er kvinden, der har disse mere eller mindre formulerede forestillinger om, at sådan er en rigtig mand: Han tager, han beskytter, han går forrest – og så skal han i øvrigt gøre, som hun siger:

Så tag mig dog! kommanderer hun – og når han så gør det, var det ikke liiige præcis på den måde, hun ville tages.

Pernille Aalund

Senest er Pernille Aalund ude med en efterlysning: hvor er manden blevet af? Det næsvise svar kunne være: Han har slet ikke været væk, du har bare haft hovedet så langt oppe i din egen røv, at du ikke har kunnet se ham.

Ret skal være ret: Aalunds blogindlæg handler faktisk mest om, at kvinder burde give plads til, at manden også må være i forholdet – med de kvaliteter, han nu besidder. I parentes bemærket er hun i øvrigt kæreste med en mandecoach Kim Boye, som den grad taler ind i en diskurs om, at mænd skal være ‘rigtige’ mænd og slås for familie og fædreland og ikke opføre sig som slappe bøsserøve.

Jeg kunne ønske, at rammerne for, hvad en mand er, kan og burde være blev så løse, at han ikke risikerer at blive kvalt i maskuline klicheer. At han foreksempel også kan være en svag og forvirret dreng, der gerne må være ked af det og have brug for omsorg og en trøstende hånd på panden – uden at han eller omgivelserne stiller spørgsmålstegn ved hans maskulinitet.

Det er rummelighed, det er menneskelighed, det er frihed.

S/M

Med lidt god vilje og en fortolkerhat på kan man vælge at se 50 Shades og hele dyrkelsen af dominans i sexlege som et populærkulturelt udtryk for, at vi er usikre i vores kønsoller og derfor søger tilflugt i nogle meget faste rammer, hvor ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer. Det er simpelthen lettere og mere trygt træde ind i en rolle, der allerede er defineret. Så kan man lege frit indenfor de klart definerede rammer.

Hun kan slippe ansvaret og alle sin tanker om, hvordan alt skal være for en stund, hun kan bilde sig ind, at hun er det sagesløse offer for hans tøjleløse begær. Han kan bilde sig ind, at han træder i karakter og viser, hvor skabet og pikken skal stå.

Og det er godt og fint som det skal være.

Tantra

Et andet parallelt udtryk for vores famlen i kønsrollerne er tantraens populære tilbud om en forklaringsmodel med polariteten mellem maskuline og feminine som omdrejningspunkt – som tantrabehandler Celestine forklarer så fint her – og herunder:

– Når jeg snakker om femininitet og maskulinitet, mener jeg, at vi som mænd og kvinder, skal turde dyrke vores køn. At vi som kvinder har en indbygget femininitet, der gør, at det ligger i vores natur at være følsomme, bløde, åbne, hengivne, intuitive og støttende, siger Celestine.

Celestine erkender, at mennesker er komplekse, og at der er mange forskellige udgaver, hvordan man er feminin og maskulin i hvert parforhold.

– Både mænd og kvinder har naturligvis energi og bevidsthed i sig. Men på grund af vores biologi har mænd oftere mere testosteron, der giver handlekraft, og kvinder har oftere mere østrogen, som giver følsomhed. Min invitation her, er at uanset hvordan det lige er i dit liv, så skal vi turde se på os selv og se, hvor kan vi skrue op for vores polaritet – i netop vores eget parforhold.

Tantraen tilbyder med andre ord også nogle kasser, vi kan presse os selv ind i. De er dog lidt større og med indbygget fleksibilitet, der gør dem knap så klaustrofobiske.

Måske er det bare mig, der er bange for, at jeg ikke kan leve op til det, det kræver at være mand. Det er muligt, at det er en form for præstationangst, som får mig til at gå lidt i trodsalder og jamre ‘jeg vil ikk!’

Alene ordet manderolle er jo også lidt fucked. Det antyder, at det netop er en rolle, vi skal påtage os, en figur vi skal udfylde.

Når det så er sagt, er det i hvert helt sikkert, at de fleste kvinder, jeg kender, instinktivt sukker efter en rolig, bestemt mandemand, som griber hende og holder hende fast.

Og det skal jeg da nok bestræbe mig på – engang i mellem.

Noget siger mig, at vi ikke bliver færdige med den sag foreløbig. Det er 30 år siden TV-2 lavede denne her:


Del artiklen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *