På date er det en fordel at stamme og svede nervøst
Jo lækrere din date er, desto mere kikset bliver du
Hvor tit har jeg ikke stået stammende, småsvedende, hjertebankende perpleks og sitrende foran en smuk kvinde, som jeg gerne ville gøre et godt indtryk på og forbandet netop de nervøse tegn:
Kroppen modarbejder mit cool, mit overblik og mine begavede indspark og afslører mig som akavet, usikker og uegnet som sexpartner eller kærestepotentiale.
Men sørme om ikke videnskaben nu fortæller mig, at disse nervøse træk faktisk tjener et formål, og at de hjælper med at score. Her må jeg så tilføje, at det ikke er min oplevelse, men evolutionspsykologer har lavet følgende studie.
Titlen siger en del: Perceived Nervous Reactions during Initial Attraction and Their Potential Adaptive Value.
280 mænd og kvinder beskrev deres reaktioner på et møde med en lækkerbidsken af det modsatte køn, som de følte sig meget tiltkrukket af.
Desuden fortalte deltagerne også, hvordan de afgør, om en person er interesseret i dem: Hvilke tegn er man obs på?
Rødmer
Det viste sig, at både mænd og kvinder meldte om følgende reaktioner, når de først møder en frækkert, de vil knalde:
De stirrer, de smiler, de rødmer, hjertet hamrer, de fniser, de har svært ved at koncentrere sig og svært ved at tale flydende, de taler hurtigere. Deltagerne angav også, at de selv holder øje med netop de signaler for at afgøre, om andre er interesseret i dem,
Forskerne konkluderer:
People experience a characteristic nervous flutter during an initial encounter with an attractive potential mate, and it may help them getting laid. https://t.co/5ori71BZQu pic.twitter.com/dDAY29X1qb
— Rolf Degen (@DegenRolf) January 8, 2020
Selv om de nervøse træk umiddelbart virker uhensigtsmæssige i scoresituationen, fordi man fremstår kluntet, akavet og smådum, har de faktisk den ‘ønskede’ effekt:
Parre sig
De er psykobiologiske udtryk for en ærlig interesse i at parre sig, og som sådan enormt praktiske for modparten, som derved kan skippe the bullshit og se, hvad man egentlig vil. Og ikke nok med det – det nervøse sved indeholder måske feromoner, som tjener som kemiske signaler til modparten om, at man er open for business.
Så når du står der i baren og mumler-fumler, falder over ordene og dine egne ben i bestræbelserne på at gøre et godt indtryk, skal du ikke være skuffet over dig selv og din akavethed:
Hun eller han har instinktivt luret dig, vedkommende ved, hvorfor du opfører dig kikset og slipper således for at bruge energi på at tænke over, om der er hul igennem.
At der så er kvinder, der bedst kan lide at være lidt usikre på, hvad der sker og som foretrækker mænd, der netop er sikre og i kontrol, viser blot, hvordan naturen fucker med os.