Tomas og Jakob: Vi kom igennem krisen og fandt vores mojo
Det er ikke let at være nogen. Det er fx ikke let at være mand. I anledning af Fars dag har jeg talt med to mandeterapeuter om, hvornår de har mistet sig selv, deres mandighed, deres mojo. Mød Tomas Friis og Jakob Kærgaard.
Når jeg støder på forskellige terapeuter og coaches, undres jeg tit over, hvor sikre de er i deres sag. De ved tilsyneladende lige præcis, hvordan og hvorledes man skal gribe sit liv an. En skråsikkerhed, som jeg kan have det stramt med. Derfor tog jeg fat i to af mine favoritter blandt mandeterapeuter og borede lidt i panseret for at se, om de også er små og sårbare mænd nu og da.
Tomas Friis – ansvar
Først spurgte jeg Tomas Friis, der på diverse kurser og seminarer lærer mænd at være mere, nåja, mænd.
Hvordan kan man navigere i det helt lille, ja snævre område, hvor man owner sin mojo og er stærk og fri og samtidig turde og kunne vise sin sårbarhed, sin tvivl, sin afhængighed af fx sin kvinde?
– Det handler om bevidsthed – at være opmærksom, både på sig selv og “den anden”. Hvis du er opmærksom bliver du sandsynligvis ikke overrasket. Man skal tage ansvar – du kan ligeså godt tage fat i det, der ikke virker, med det samme. Sørg for at eje dit eget lort og blive på din egen banehalvdel; ellers tørrer du det af på andre, siger Friis.
– Du skal være ærlig. Sig hvad du tænker, hvad du føler og hvad du oplever. Stå ved dine behov og udtryk dem klart. Stå ved dine grænser og håndhæv dem; Det er det største hul i badekarret for rigtig mange mænd; de lader sig skubbe rundt og mister deres mojo på den konto; et lille bitte skridt ad gangen. Filmen “En frygtelig kvinde” skærer ud i pap. hvordan hovedrollen Rasmus lader sig æde en lille mundfuld ad gangen – i stedet for at stå fast på sig selv. “For husfredens skyld” – det virker ikke og det kommer aldrig til at virke. Lær at håndtere dine følelser – så du kan tåle at være i kontakt – både med dine egne og med hendes. Det er OK, at hun er sur, ked, vred, forvirret – hvis du kan tåle det – og det kan du godt – kan du holde fast i dit eget center samtidig med at du kan være ankeret for hende.
Jeg mærker, Friis rammer noget centralt. Jeg har siddet med Rasmus, der i aller sidste scene gemmer sig på bagtrappen, efter at være gået tilbage til den frygtelige kvinde, og presser et indestængt brøl ud, frustreret over at han ikke har fået plads, taget plads, til at være den han er, af lutter frygt for at møde det kvindelige drama.
Nederlag
Har du nogensinde følte du har mistet din mojo, har du oplevet nederlag af den ene eller anden slags, der har fået dig til at tvivle – og hvad har du gjort ved det?
– Jeg har haft to store kriser – først min skilsmisse for godt 15 år siden; Den fulgte den helt klassiske kogebog. To mennesker med to karrierer, leverpostej tre børn og to biler i carporten. Vi gjorde det “man skal” – med hovedet oppe i røven og til sidst var ungerne det eneste, der gav mening. Jeg var – selvfølgelig som mand – den der opdagede det sidst, så da hun tog beslutningen var jeg uforberedt. Eller jeg vidste det jo godt – jeg havde bare lagt låg på, ignoreret det og håbet på godt vejr og bedre tider. Terapi og et par gode venner hjalp mig igennem det. Og så er jeg en, der handler; købte et mindre hus, fik styr på basen og kom tilbage i kampen.
– Relativt kort efter løb jeg sur i jobbet. Eller rettere; jeg var blevet så meget mere klar i hovedet, at jeg omsider opdagede, at min karriere havde været i en blindgyde og ikke særlig meningsfuld i lang tid. Det gik fint nok; gode opgaver, god chef, rimelig løn og fryns; Det gav bare ikke nogen mening. Tanken om “mere af det samme og +3% af det hele de næste 30 år var som at kigge ned i et bundløst hul af ligegyldighed og bitterhed og “er det virkelig det hele?’
Skræmmende
Tomas Friis fortsætter:
– Jeg var kommet i gang med at interessere mig for mænd, maskulinitet, coaching, terapi og hele selvudviklingsverdenen. Med hjælp fra min daværende chef fik jeg taget mig sammen til at kvitte karrieren og starte som selvstændig. Da først processen var i gang, tog det 14 dage at komme ud af døren – og tage springet. Det var følelsen af frit fald fra 10.000 meter. Rimeligt skræmmende, men også følelsen af fuldstændig klarhed, og at det var rigtigt – den følelse, der er når man(d) virkeligt følger sit indre kompas.
– Jeg handlede mig igennem det. Jeg ved, at jeg enten var brændt sammen psykisk eller fysisk – eller endt med en blodprop eller noget af den kaliber – hvis jeg ikke havde skiftet spor lige der. Mit held var, at der ikke var mere end én alvorlig krise af gangen, og jeg tror på, at det var, fordi jeg havde “nogenlunde” styr på de andre store områder af mit liv. Jeg har som alle andre nogle ting der ind i mellem rammer ventilatoren – et pludseligt hul i økonomien, et barn der har det svært eller en periode med tomgang i parforholdet, men fordi jeg er rimeligt omhyggelig med at vedligeholde det meste – også når det går godt – føler jeg mig rimeligt rustet til at møde verden. Jeg holder hele tiden øje med min mojo-måler så at sige.
Jeg kender også mænd i min nærmeste omgangskreds, der med fordel kunne tage fat om deres udfordringer, en af gangen. Jeg ser, hvordan verden kæntrer for dem, når pis, de ikke har taget hånd om i tide, vælter ind over dem og gør, at de har sværere ved at stå fast i andre af livets områder. Det er forfærdeligt banalt og langt sværere, end det lyder: Men you gotta own your shit, hvis du vil owne din mojo.
Jakob Kærgaard – meningsløshed
Også den lidt yngre mandeterapeut Jakob Kærgaard, der lærer mænd at kultivere deres livsenergi (som firkantet er at lade være med at få udløsning så tit) har oplevet at miste sin mojo:
– Jeg havde en periode, da jeg var ret ung, hvor jeg kom hjem efter en meget lang rejse, hvor jeg virkelig følte, at jeg havde mistet enhver form for retning og mening overhovedet. Den gamle måde at være mig på var simpelthen gået i stykker, og jeg kunne ikke se nogen vej videre. Hvis jeg var kommet til psykolog, var jeg nok blevet diagnosticeret med en galopperende depression, men jeg vidste bare intuitivt, at jeg ikke skulle i nærheden af det system. I stedet overgav jeg mig fuldstændig til det. Til tomheden, meningsløsheden og retningsløsheden.
– Det var en svær proces, men undervejs i den var der også nogle helt utrolig smukke oplevelser, som jeg kun kan kalde åndelige oplevelser. Af ekstrem klarhed og forbundethed med naturen især. Og ud af denne totale given slip voksede der med tiden en ny retning, en ny inspiration, som har guidet mig lige siden. Og det er derfor, jeg siger, at den bedste kur mod en forsvunden mojo i nogle tilfælde er at acceptere, at den er væk. Og læne sig fuldstændig ind i den oplevelse. Fordi ud af det kan der vokse en ny og bedre retning.