Ja, jeg er bange for en kvindes vrede

Del artiklen

Mange mænd er bange for at vække dragen. Vi er utrygge ved voldsomme følelsesudbrud og især vrede. Vi føler ansvar for kvindens humør, og derfor opleves vreden både som skæld ud og som tegn på, at vi ikke har gjort det godt nok.

Indrømmet – jeg er bange for mange ting: Jeg nævner i flæng og i ikke-prioriteret rækkefølge: At flyve, at blive impotent, at få røvkræft. The usual suspects.

Men intet slår det, jeg frygter aller mest, og som jeg har tilfælles med en del mandlige lidelsesfælder: En kvindes vrede. Og hun behøver ikke engang at være en frygtelig kvinde. Det er alt rigeligt, at hun er vred.

Det er det ganske enkelt værste, jeg ved. At blive skældt ud (for det føles netop som skæld ud) af en vred kvinde er ydmygende, skamfuldt, sjælevridende ubehageligt og aggressionsfremkaldende som intet andet i min erfaringsverden.

Og på trods af at jeg næsten ikke kan huske, at jeg blev skældt ud som barn, føles det lidt som at blive gjort mindregjort til et lille barn.

Helvede

Hell has no fury like a woman scorned nagler det meget godt.

Derfor scanner jeg kvinden for det mindste tegn på, at dragen er vækket; den lidt spidsere tone, det anspændte kropssprog, den manglende eller den stædigt konfronterende øjenkontakt.

Ikke at det hjælper at være på forkant med vreden – som bekendt skal er det intet at frygte mere end frygten selv. Så jeg kan gå nåle og føle mig irettesat, tilsidesat og sat i skammekrogen, før hun overhovedet giver udtryk for, at hun rent faktisk er vred.

Retfærdigt

Det er ikke, fordi jeg ikke intellektuelt anekender, at en kvinde (eller en mand) kan have retfærdige grunde til at være vred, eller at jeg ikke synes, at der klæder en kvinde at være vred, men vreden får mig til at føle skyld og skam og vrede, selv hvis den ikke engang er stilet på mig.

Frygten for vreden kan forplante sig til sengen. Irettesættelelser, den skal ind der og på den måde jeg jo har sagt til dig, at den skal ind, hånden der verfes væk, det irritable grynt er hver især reelle udtryk for, at hun har brug for dette eller hint. Det samlede billede kan dog være, at jeg føler nedgjort i hendes vrede angivelser (der kan ligne afvisninger), med skarpy dalende potens til følge.

En lille dreng har har ikke en stor stiv pik.

Frygt

Måske ligger der noget andet gemt også. Jeg går måske selv rundt med en masse uforløst vrede, og derfor frygter jeg vreden – jeg er bange for de voldsomme kræfter, der ligger gemt i den.

Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke har oplevet vrede skænderier, der har ført særligt meget godt med sig. Det har primært resulteret i sårende ord, der ikke kan tages tilbage, når de først er ude. Så kan man undskylde herfra og til terapien – såret er lavet, og det tager tid at hele.

Fem grunde

Psykologen Avrum Weiss lister en række grunde til, at mænd frygter en kvindes vrede:

1. Manden er generelt bange for kærestens misbilligelse, så han holder frygtsomt øje med alle tegn på vrede, som kan indikere, at hun utilfreds med noget.

2. Manden føler ofte ansvar for kærestens velbefindende og humør. Hvis hun er vred eller oprømt, kan han hurtigt gå i løsningsmode, hvor han føler, at det er hans opgave at trøste partneren og genskabe harmonien.

3. Manden er generelt utrygge ved alle udtryk for stærke følelser. Når kæresten en vred, stiger den følelsesmæssige temperatur i forholden, hvilket gør manden ubehageligt til mode.

4. Manden klarer sig ofte følelsesmæssigt dårlig på egen hånd, hvilket er en af grundene til, at mange mænd hurtigt finder en ny partner efter brud. Og derfor har manden antennerne ude i forhold til tegn på mulig vrede, som kan føre til følelsesmæssigt separation fra kæresten – hvilket i sin tur kan føles som at blive forladt.

5. Manden føler sig generelt følelsesmæssig utilstrækkelig sammenlignet med kærestens evner. På den ene side anerkender han, at han ikke har samme adgang til sine følelsesoplevelser som kæresten, og når forholdet bliver emotionelt opkørt, minder det ham om egen utilstrækkelighed.

Weiss mener, at løsningen er, at vi som samfund i højere grad anerkender og tillader kvinders følelser, inklusiv vrede, og så vil mænd frygte kvinders vrede mindre.

Trøst

Jeg kan sagtens se mig selv i nogle af disse punkter. Eller rettere de to første. Jeg er Trøsteren, Giveren – og føler derfor, at det er min opgave at sørge for, hun har det godt. Og han hun ikke det, er det mig, der svigter. Og hendes vrede føles dermed som en dobbeltanklage. Som jeg så samtidig kan føles uretfærdig, når jeg nu vitterligt gør en stor indsats for hendes velbefindende.

Når jeg læser de linjer herover, kan jeg se, at der faktisk er noget i mit eget reaktionsmønster, som kunne trænge til at blive udredt. At jeg kunne blive bedre til at stå fast i mine egne følelser. Ikke hele tiden være i hendes. Lade hende have dem uden at gå i panik, når de vælter ud – selvom det er svært ikke at blive skyllet med af tzunamien.

Nå, det lyder da let nok – lad os nu se, hvordan det spænder af.


Del artiklen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *