For tidlig sædafgang er alvor: Gør ikke grin med lynkinesere

Del artiklen

For tidlig sædafgang er ødelæggende for en mands selvværd – alligevel håner og latterliggør vi mænd, der kommer for hurtigt.

Så skete det igen, og det fulgte en fast formel, der desværre er både velkendt og skadelig:

En ung mand har sex og kommer uhensigtsmæssigt hurtigt. Med udskamning til følge.

Denne gang er det Kasper, som udveksler kropssekreter med en ung kvinde, Michelle, i den danske version af ‘Ex in the Beach.’

At han så tidligere har lavet samme stunt i ‘Paradise Hotel’ for flere år siden viser blot, hvor svært det er at komme lynudløsningsproblematikken til livs, når det først sidder der.

Efter det hurtige knald udtaler Michelle, ifølge ekstrabladet.dk:

– Der var du fandeme hurtig. Hold da kæft mand, siger hun skuffet og tilføjer, da kameramanden får hende på tomandshånd.

– Han kommer ret hurtigt. Det er jeg selvfølgelig super irriteret over.

Umiddelbart sikkert en forståelig reaktion på Usian Bolt-knaldet, men også både nedladende og uproduktivt.

For tidlig sædafgang

Når for tidlig sædafgang, som klinisk set er udløsning i løbet af tre minutter, på den ene eller anden måde dukker op i populærkulturen, bliver det altid ledsaget af bedste fald morsomheder og i værste fald spot og hån.

Manden er simpelthen mindre mand. Og det får han at vide. Uden at nogen kommer ham til udsætning.

Og da for tidlig sædafgang i nogen grad er en form for præstationsangst, der føder sig selv, forværrer hånen tilstanden. Frygten for at komme med det samme medvirker til, at man så kommer efter få hug. ‘Åh bare jeg ikke kommer med det samme – ups, jo det gjorde jeg så.’

Orgasme

Lad os lige vende den om. Det tilsvarende problem for kvinder er ikke lynorgasmer, men manglende orgasmer eller blot problemer med at opnå dem.

Foretil dig en kvinde i et reality-show knalde med en mand i en halv times tid, hvor hun ikke får orgasme. Og forestil dig så hendes partner efterfølgende udtale:

– Fuck hvor er hun langsom. Jeg er skuffet, hun er jo frigid.

Og forestil dig så den stabel af feministisk brænde på størrelse med en svensk granskov, der vil vælte nedover manden.

I bedste fald vil han få at vide i, utvetydige vendinger, at han bare er en dårlig elsker. I værste fald er han er en mandschauvinist, når han på den måde tillader sig at kritisere en kvindens seksuelle performance, og at han er et billede på patriarkatets ensidige fokus på orgasmen som succesparameter for sex.

En ting er helt sikkert: Kvinden ville ikke blive mødt med hån og latterliggørelse i det offentlige rum.

Jaja, nogle mænd vil sikkert tænke om kvinden: ‘Argh, hende den frigide orker jeg sgu ikke at knalde med.’ Andre vil tænke: ‘Jeg ville sagtens kunne give hende de vildeste orgasmer.’

Men meget meget få vil turde nedgøre hende offentligt.

Utilstrækkelig

For tidlig sædafgang og dens bror manglende rejsning er invaliderende for mange mænds selvværd i og uden for sengen. Og for hver gang der grines af problemet i en kultur med stigende fokus på sex som performance, som præstation, bliver det en smule værre.

Alle mænd, der har lagt sig ovenpå en kvinde, ført pikken ind og prompte er kommet sammen med et halvkvalt ‘undskyyyyyld…’ ved, hvor skamfuldt det føles. Min påstand er, at de fleste hellere vil undvære orgasmen end at føle den der umandige utilstrækkelighed.

Fornemmelsen af at skylde, af at ikke slå til, af at skuffe, går ind og skubber til nogle helt fundamentale følelser af det at være en Mand. Det skal ikke ske mange gange i træk, før manden mister selvtillid – først i sengen, siden udenfor.

Nogle vælger at trække sig væk fra situationer, der kan resultere i endnu en fiasko-oplevelse. Med ensomhed og fremmedgørelse til følge.

Andre prøver at gøre noget, der måske kan få dem til at holde længere:

Fup-produkter på nettet, bedøvelsescremer, stop-start-onaniteknikken, kurser i knibeøvelser, yoga, whatever. Alle hævder, at lige deres tilgang/produkt, er vejen frem for de ulykkelige mænd. Der findes en hel industri, af større eller mindre lødighed, som lever af mandens angst for at ikke slå til som mand.

Som mand med mere end 20 års erfaring med sexjournalistik ved jeg, at det ikke kan være anderledes, indtil nogen opfinder en Viagra-lignende pille, der kan give manden fuld kontrol over sin udløsning. Det har dog lange udsigter, ligesom sexpillen til kvinder også lader vente på sig.

Indtil da kan vi i hvert fald bestræbe os på droppe denne mandebashing og latterliggørelse af mænd, som fyrer kanonen af i utide.

LÆS HERUNDER EROTIKBLOGGEN OM PRÆSTATIONSANGST:

 

 


Del artiklen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.