A diamond in the rough

Hun er usandsynligt ung. 22. Eller 25.

Hun ligner hans ekskone, da han mødte hende. Det viltre krøllede hår. Den lidt dårlige holdning. Den småt firkantede bygning. Den ægte begejstring, den lidt naive tilgang til livet. Den dybe, hæse stemme og de skinnede klare øjne.

A diamond in the rough.

Hun negler ham fuldstændig denne aften på firmadruk. Hun siger: Du gemmer der der i dit hjørne. Hun siger: Du har så meget at byde på. Hun siger: hvorfor er det kun, når du er fuld, du er åben og sjov.

Han svarer: Du har ret. Hvad skulle han elles sige – hun har jo ret.

Hun siger: Alt for mange mænd tror, sex handler om alle mulige stillinger. Hun siger: Det handler om nærvær.

Han siger: Du har ret. Hvad skulle han ellers sige – hun har jo ret.

Han fornemmer en flig af en mulig scoring. Den forsvinder som et flygtigt kindkys en foråraften i Skandinavien, da han fortæller, hvor gammel han er. Han kunne være hendes far. Han vil hellere være hendes gramsende onkel, familiens liderlige libertiner. Nej, sgu, han vil hellere være hendes pikstormende producer.

Det siger han dog ikke.

Han ser hendes store potentiale. Han ser den kvinde, han kunne elske frem. Han ser den dulle, han kunne forføre hende til blive. Han ser den scene, han kunne skabe, som ville være den platform hun kunne danse på. Den scene hun kunne stråle på. Han ser hendes glubende appetit på livet, og han ser, han ville kunne suge det ud af hende som den veddestyggelige vampyr, han er.

Og han ser hende, år senere, bryde fri af hans billede, og han ser hende forsvinde ud af hans liv, og han ser ham stå der, en særling i støvregnen, fremmed for sig selv.

Han vågner med ubønhørlige tømmermænd, en utøjlelig lyst til unævnelige perversioner og en aldrig stillet hunger efter totalitet, jublende dans i morgengryet og øm fortabelse i øjne så dybe som svenske skovsøer.

Han nøjes med æg og bacon.