Erotikbloggen: Udvikling eller død

En februar i sygdommens tegn. Hende, der kalder mig sin kæreste, har haft feber det meste af måneden. Hun har været syg mange gange i vores tid. Jeg mærker min manglende empati, men jeg ved ikke, hvad den betyder: Er jeg dårlig til hendes svaghed, fordi jeg ikke accepterer min egen? Er jeg blot mere tiltrukket, sådan rent biologisk, af stærke kvinder med færre issues end mig selv? Eller er det tvivlen udtryk for, at vi ses for sjældent til at kunne manøvrere rundt i en permanent undtagelsestilstand?

Som hun skrev på messenger i går: Vi skal tale om hvad vi vil med hinanden – det må udvikles eller dø.

Jeg reagerer altid stejlt på den slags. Hun har idealer og drømme. Og hun har ikke mindst idealer om at have idealer og drømme. Jeg har en planlægningshorisont på 14 dage. Det er grundlag for konflikt i det spænd. Jeg forstår godt ideen om det fælles projekt. Jeg vægrer mig alligevel mod italesættelsen, iscenesættelsen. Det skal vokse frem af sig selv, i sit eget tempo.

Hun føler jeg undviger – jeg føler hun presser. Vi har begge ret.

Jeg er alt for dygtig til at være alene. Jo mindre vi ses, jo mindre gider jeg hende se . Jo mere vi ses, jo mere vil jeg have hende. Jo mindre vi ses, jo mere bitchet bliver hun. Jo mere vi ses, jo varmere og autentisk er hun.

Forhold er fucked. Forhold er forvirrende.