Erotikbloggen: Ubetinget sårbarhed

Måske er det blot tiden, der presser tvivlen bort. Følelsen er reel nok: Der var en kærlighed, der var ubetinget. Utvetydig. Ubrydelig.

But that was then – this is now.

Kærligheden til barnet er af samme altomfattende karakter. Den er bare også fyldt af en tidens smerte, det uundgåelige voksen op og voksen væk.

Han elsker på sin måde også S. Ingen store rocksange bruser i hans blod ved tanken om hende. Intet sug af sødt savn, når hun ikke er ved hans side. Det er mere ømt, voksent – og betinget.

Det mærker hun ved hans undvigelser og afvisninger. Det minder ham om X – bare med omvendt fortegn.

Det kræver Samtalen. Den tager de så. Trætte, nervøse, begge klar over, hvad der skal siges og bliver sagt.

Hun er idealist. Hun tror på det bedste i sig selv og i mennesket. På trods af sin grundliggende forladthed (eller netop derfor) håber hun på fællesskabets helende kraft. Hun har klare billeder af, hvordan Parforholdet kan og burde være. Hun kan se langt ind i fremtiden.

Han er pessimist. Han tror på tilfældighedernes spil og altings forfald. Han varmer sig ved nuet i kønnenes leg. Han har en planlægningshorisont på 14 dage. Konventioner og hvad ‘andre gør’ gør ham iskold. Det stritter i ham.

Alt sammen helt efter bogen.

Han ved ikke om denne manglende tro på fremtiden skyldes angsten for det ukendte, eller at han en gang har haft ‘vi har så meget at miste og det gjorde vi så’, og at han stadig kan se Hende i støvregnen.

Eller om hun bare ikke den Den Rigtige.

Det taler de om. De kommer ikke til nogen konklusion. Hun ved, at det er hende, der betaler prisen. Det åbne hjertes sårbare usikkerhed. Derfor er det også hende, der har mest at vinde, mest at tabe. Og derfor tør hun tro på håbet og kærligheden.

Han er altid to skridt bag sig selv. Eller foran. Så kan det være svært at være i trit med andre.