Erotikbloggen: Tusmørkesange

Hvor længe skal man bære sin byrde? kan du spørge sig selv, når du paniksvedende står bøjet over toilettet og uprovokeret kaster op, som var der ingen dag i morgen, til du er helt tom, og kun grønssort galde nødtvungent kommer op med kramperne, og du forsøger at læse svaret i den stinkende, brækfyldte kumme, men svaret er som altid, ’til du er færdig – helt færdig,’ og du lover dig selv at gøre hvad som helst, hvis bare den massivt nuværende og alt for nærværende lidelse vil tage slut. NU. Bøn giver mening.

Der er en ingen renselse i processen. Kun midlertidig lettelse. Kvalmen er kronisk.

Du husker dig selv på, at det alt sammen bare er noget, vi leger. Det er lige meget om 1000 år. Det er i og for sig lige meget nu. Det vil du gerne tro på. Men det er svært, når tro falder dig så… unaturlig. Du tror kun på kød og blod, andet end den ensomme vandring gennem ødemarken er illusion. Du bliver, til du vænner dig. Og man vænner sig. Der gives ikke læ. Du slår kraven op og skutter dig mod vinden. Du forbander minderne, som brænder.  Det gyldne blink i hendes øjne holdt dig varm. Du har en lang rejse bag dig. Den blev overstået på et øjeblik. Det er 30 år siden du lå mellem kvindens ben første gang. Det føles som i går. Du leder stadig efter svaret der.

Du længes efter at slippe grebet og falde mod redningen. Du længes efter det barmhjertige mørke og roen i fortabelsen. Du længes efter stedet nær havet, hvor klicheerne giver mening.

(som alle sange – øjebliksbilleder)