Erotikbloggen: En sorg der aldrig tog slut

En af de gamle fra 2009 om sorg. Fordi det er januar og mørkt midt på dagen.

De vidste det ikke dengang. Men det var de gyldne år. I tiden omkring årtusindeskiftet, hvor alt de rørte ved, skinnede, og de strålede i hinandens blik. Deres hujende kærlighedserklæringer, skreget fra klippetoppe i den nedgående forårssol, de vådøjede hvisket på brusende byture, gav dem vinger. De ord er borte. Tiden har taget dem for altid.

De brænder kun i hans minder, som febersår.

På det falmede billede er hans blik åbent. Hendes smil bredt og øjnene store. Hun vokser ved hans side, og han bliver sikker i hendes havn. Men måske ligger kimen til fraværet, de bortvendte, tavse rygge og de aldrig udtalte undskyldninger allerede der?

Vi ved det ikke. Vi ved blot, at han savner den, han var. Den de var. Og vi ved, at når han på den mørkeste dag tør lade give sig hen til vemodet og ligger på sit gulv og græder, til han kaster op, kommer bitterheden ikke med.

Det er ingen vrede længere. Kun længsel efter den tabte tid. Det er, hvad historien bag historierne handler om. Det er her, vi må lede.