Erotikbloggen: Tekstanalyse/panik/
Første arbejdsdag efter en uge i sygdommen og kedsomheden tegn. Mandag på alle måder. Tjekker Facebook, hvor der er et par beskeder fra gammel veninde. Noget er galt. Helt galt. Ord og formuleringer springer op i mig: ‘Gå til lægen. Det kan ikke ordnes med en pille. Det er ikke sjovt, kan jeg love dig. Har været gennem en masse soulsearching. Blev tjekket før jeg mødte dig. Der var ikke noget dengang.’
Der står ikke hiv nogen steder. Men det er vel også fremgangsmåden, hvis man har fået det konstateret: Man kontakter gamle sexpartnere og beder dem går til lægen – uden at direkte sige: HIIIIIIV.
Panikken begynder som koffeinchok: Det er endog meget svært at arbejde med kvalme og rystende fingre. Jeg rejser mig op, sætter mig ned, rejser mig op igen. Jeg går rundt om mig selv. Jo mere jeg tænker over det, jo mere tydeligere står der AIDS mellem linierne. Jeg sms’er hende. Hvad fejler du? Jeg er bekymret. Er det HIV? Intet svar. Jeg ringer. Intet svar.
Jeg tænker: er det virkelig det, det sker. Er det sådan en tilfældig mandag, det hele ramler? Jeg ser min datter for mig og mærker gråden gribe fat. Jeg tænker: Jeg har før meget ret kold over for konceptet Døden: Jeg tænker: Det er jeg tydeligvis ikke længere. Jeg tænker: Hvem ringer jeg til nu – midt i dette hyperrealistiske mareridt? Er der overhovedet nogen, jeg vil kunne dele dette med – ensomheden er lige der total? Og jeg tænker: Hvem skal jeg kontakte for at fortælle, de også skal til lægen? Hvor langt tilbage skal jeg gå? Og får man psykologhjælp af aidsforeningen, og hvad er de første symptomer – var min seneste sygdom de indledende tegn? Kan man gå på date, når man har hiv? Og skal man i så fald skrive det i sin profil? Allerede der accepterer jeg, at jeg aldrig skal have sex mere.
Jeg ringer til lægen for at få en tid til en test. Jeg er slet ikke i stand til at overskue, hvordan jeg skal komme gennem dagene og nætterne, indtil jeg får svar. Min datter er det eneste, jeg ser for mig. Jeg fortæller min kollega om problemstillingen. Han synes også, det er noget pis. Jeg tænker uden nogen bebrejdelse: Han tænker ‘godt det ikke er mig!’
En sms tikker ind: Jeg tør næsten ikke læse den. Åbner:
Hun har slet ikke været hos lægen endnu.
Jeg falder ned af stolen – ligger på ryggen med lukkede øjne.
Lettelsen flyder igennem mig. Det er sandsynligvis bare klamydia eller svamp – noget der kan klares med en pille eller to.
Jeg lover mig selv at altid bruge kondom. Altid.
Riiiight.
(Læser beskederne igen et par dage senere: Næsten intet i dem peger i den retning, jeg valgte at misforstå dem. Tekstanalyse er en svær en. Jeg fik også kun 6 i det i til afgangsprøven i folkeskolen. Misforstod fuldstændig og totalt teksten. Havde taget de helt forkerte briller på. Jeg er tydeligvis ikke blevet klogere.)