Erotikbloggen: Teenagesex og store forventninger
Så børnlille, nu vil jeg fortælle et gotisk eventyr, der handler om spøgelser. Som i alle gode eventyr er der en morale. Vi ved bare ikke hvilken endnu.
Der var engang en mand, der skrev en bog. Det var en slags åben dagbog, hvor han gjorde rede for nogle af sine tanker om nogle af sine sexoplevelser, og hvad det mon betyder alt sammen. Om kiksede dates, om angst og bæven.
På et tidspunkt ramler han så ind i den her ret kønne kvinde med et vilter sind og lækker krop. Hun fik kendskab til hans bog, der indeholder en hel del af virkeligheden, som han ser den, men selvfølgelig ikke den fulde sandhed.
Hun finder det yderst interessant. Et møde kommer i stand. Det går som den slags helst skal gå. Sex happens. Ganske almindelig sex. Ingen tvang, gagging og analsex, ingen smæk, lussinger og beskidte ord. Blot kys, slik, kæl og knald. Fin husmandssex, som vor mor måske lavede den til vor far. Kom hun? Who knows. Kom han? Han er vel en gentleman.
Måske forholder hun sig lidt afventende, for hun tror, at hun er endt hos Pornokongen, og derfor bare skal læne sig tilbage og nyde festfyrværkeriet. Måske er han ikke sikker på, hvor hun er, og måske ved han, hun forventer hele Hollywoodproduktionen, hele udstyrsstykket, og måske orker han bare ikke mere metasex. Han er jo glad bare lortet virker.
Bagefter kalder kvinden det teenagesex. Kærligt og kejtet. Og af teenagesex at være også ganske kortvarigt. Det havde hun ikke lige set komme. Hun var vant til – og havde regnet med – nogle ganske anderledes tiltag. Det griner de lidt af.
Dagen efter taler de i telefon sammen. Hun er stadig overrasket. Men dog havde hun følt ro i sin ellers speedede hjerne efter seancen. Hun er tilbøjelig til at mene, at enten er den milde sexudgave blot en lusket manøvre for at lokke pigernes hårde skal af, så han kan mindfucke dem senere. Eller også er bogsexen fri fantasi.
Han kan ikke sige sig fra for at føle sig en smule barnligt provokeret ved, at hun stiller spørgsmålstegn ved hans pornomanddom, ja, det er ligefør han har lyst til at give hende telefonnumre, så hun kan tjekke hans fortid. Konsekvensens er, at han vil strafpule hende, till she bleeds – men det er jo det, hun vil. På den anden side kan det være, hun har ret…
Han havde mødt et spøgelse, og det spøgelse var ham selv.
7 – nej, men han er selvoptaget.
Woody er så selvhøjtidelig, at det er kvalmende !!
peter – mine komplekser er mig – det er det jeg har tilfælles med woody allen;-)
trunte t – jeg giver dig ret. selvom jeg ikke helt forstår, hvordan det indlæg alligevel kom til at handle om mig og ikke om andres billeder af mig.
Forleden var jeg mit mit datingsite, hvor jeg havde en lovende udveksling med en interessant kvinde. Lige indtil hun kunne genkende en formulering fra bloggen. Så trak hun sine følehorn til sig. Muligvis fordi hun ikke gad at være en del af mit datingliv, muligvis fordi hun synes jeg er en nar på min blog, muligvis noget helt tredje.
På en side er det i teorien lidt smigrende, at nogen husker mine formuleringer. på den anden side er det da lidt skræmmende som denne blog griber ind i mit liv – det er ikke bare et skrift, som lever for sig selv, men noget som påvirker det liv, der leves i den virkelig verden. hvis man ville være højstemt, kunne man sige, at kunsten (ikke at jeg mener det er kunst) pludselig påvirker virkeligheden, istedet for at referere den.
hm.
NARcisismen går helt helt grassat.
Handler det ikke om at afstemme egne forventniger med virkeligheden og ikke forvente at andre lever op til og leverer?
Forventninger er så opstillede at den mindste afvigelse i udfyldelsen er dræbende for indlevelsen.
Forventninger er så formålsløse i deres indsnævrede krævende krav om opfyldelse.
LilleQ
Det er vist så let at sige at han skal finde sig selv, være en rigtig mand osv.
Det er sværere at sige hvordan han skal gøre det.
Men ønsket om at begive sig derhen skal være til stede.
En dag er ønsket der, og vejen dertil er blot endnu en rejse. Muligvis føles det som en cyeltur op ad Mount Everest, og muligvis havner han jævnligt i grøften, men det måske kan han også værdsætte de tilsyrede ben og den tynde luft som gør store kraftanstrengelser næsten umulige. Han er jo faktisk på vej op af verdens højeste bjerg, så er det ikke OK?
Hun har ret – og han skal finde sit center og sit rationale (istedet for at lege med sine komplekser…)
And then – let the games begin!
P.