Erotikbloggen: Strudsen
Han sendt et brev forleden. Omskrevet igen og igen. Det var et forsøg på en forklaring. Alligevel blev det ikke som tænkt. Det rummede, kan han se i baglyset, en række anklager og afvisninger, som måske er blevet lagt der ubevidst for at få modtageren til at miste troen på ham, hans kærlighed og intentioner.
Hun tror på udvikling. Hun mener, han skal i terapi for at kunne blive en fuldgyldig kæreste.
Han reagerer på dette som et såret dyr med ryggen mod muren. Det fortjener hun ikke. Hans begrænsninger, hans manglende selvindsigt (du mærker dine behov, men ikke dig selv, som hun udtrykker det) forsvarer han til sidste blodsdråbe. Om det så skal koste ham forstanden og en kæreste, – som alt andet lige er en top dollar pakke: lækker, begavet, varm – alt hvad han har brug for og mere til (kvinden, ikke hans forstand).
Hans uformulerede kvindeideal bygger på forestillinger om tidligere larger than life agtige duller i hans liv. Hans ekskone. Den crazy-vilde psykolog. Dronningen af Vesterbro. Sadisten. Plus det løse. Luksussluts fra fantasiens overdrev.
Den kvinde findes kun i hans hoved. Hvis han mødte hende, ville han alligevel grave sig ned i sit hjørne, når hun stiller krav.
Nå, men hun sender foruroligende hurtigt et svar. Som han ikke har læst endnu. Især af frygt for, hvor meget han har såret hende med sit brev, dels af frygt for, hvad hendes konklusion er. Han bilder sig alt muligt ind. Han magter ikke at læse det. Han er vant til at tvinge kvinder til at forlade sig. Det bekræfter ham i hans manglende tro på verden, fremtiden, kærligheden – og ikke mindst håbet.
Han holder krampagtigt fast i forestillingen om sig selv. Det er alt han har. Så er det også alt han får.
Ih. Hvor. Er. Jeg. Dog. Barnlig, tænker han. Han tror jo, han er den bedste version af mig selv. Ikke bare det, men Den eneste mulige version. Det er måske det, hans besynderligt begrænsede planlægningshorisont handler om: Han kan simpelthen ikke forestille sig en anden virkelighed, hvor han har andre behov end dem, han har lige nu.
Hm.
Han er det udtrykte billede på narcissismens kultur. Kerneløs. Konfus. Drevet mod mørket af sit eget ufokuserede raseri. Patrick Bateman – kun guldkort, kokainmisbrug og knivdrab adskiller dem.
Men det er alt sammen tankekonstruktioner. Det er ikke noget, han for alvor mærker. Han kan sagtens argumentere for det modsatte:
At han er en frihedselskende nu-fetichist, der lades iskold af småborgerlige, indelukkende og overfladiske fællesskaber: en liderlig libertiner, der tror på orgiets forløsende kraft. Sex er målet og midlet. Det er der, vi er Gud. Det er der, vi er mest os selv. Resten er blot stort ståhej for ingenting.
Eller noget.
Nikker!
hehe – man er nemlig altid optaget af noget andet;-)
Nuet er noget opreklameret stads!
Ét er ord, et andet handling…
“Man” elsker måske nuet, men samtidig lever “man” måske bedst i savnet … i det der var …
:O)
Åh men er det ikke sådan at i det man forsøger at fastholde “det der var” ændrer man i dets oprindelse og skaber “det der ikke har været”?
Det er hvad jeg de sidste år har måttet erkende..og så førte det mig længere frem til, hvorfor så holde fast i det, når det nu aldrig var?
Der kommer en tid, hvor der må slippes..fordi fastholdelsen bygger på konstruerede minder af det som aldrig var og det kræver mere og mere at holde konstruktionerne oppe, bygget på så spinkle krystalfundamenter som de er.
måske det er tiden at give slip, for at kunne bevæge sig helt ind i Nu’et?
Man kan også vende den om og spørge om der egentlig er liv i et savn af det var ikke var? Bruger man så ikke uendeligt mange kræfter og energi på at fastholde konstruerede billeder af det der ikke var? Tænk på hvor meget overskud,væren, kærlighed, energi og liv der ville gives fri til Nu’et ved at give slip.
hmm det kan undre at en frihedselskende nu-fethisist så ikke forsøger fange nu-et i eksistensen/tiden uden for det liderlige orgies forløsende kraft?…et eller andet sted er det da fedest at være i nuet hele tiden eller det meste af tiden.
Man må da kunne trække væsentlgie nu-elementære elementer ud af det orgastiske og liderlige og tilføre de de andre eksistenser/tider?
oder?
BOF – tak:-)
Det er i hvert fald den slags indlæg, der falder mig lettest…
Hvorfor være som alle andre?
Tror du lever mest, når du har det som nu!
ME LIKE!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
– din retorik fastlåser dig, dine begreber om angst og om “den rigtige” er den labyrint du ikke kan komme ud af…. det er vores alles paradoks, vi kan ikke tænke ud af egen box….
Som jeg læser mig, er der nu ikke noget nyt under solen. Det er dette, bloggen alle dage har handlet om. Hvor og hvordan går vi(jeg) ud af os selv – og finder os selv.
Jeg synes, det interessante er, om det er angsten, der taler, når jeg ikke vil committe mig, eller om kvinden bare ikke er den rigtige. Det er jo ikke første gang jeg er i denne situation – omend forholdet har varet længere.
Stik hovedet i jorden og gør som du altid plejer at gøre. Hvis du gør som du plejer at gøre, så bliver resultatet også – Som det plejer at blive!
Selverkendelse kan være angst fremkaldende – Pas på med det.
Little Miss Salted Sun – Uden ironi-filter! 🙂
hvad er du så bange for?
Det er som om lige når du nærmer dig noget der kan give dig noget. Så stikker du hovedet i busken og flygter… Det virker mere og mere som om du flygter fra dig selv