Erotikbloggen: Still crazy/blue as a boy…

En del av mit hjärta – se video

Vad gör du nu för tiden
varför hör du aldrig av dig
det var alldeles för länge sen vi sågs
Det var de första ord hon sa
när vi sprang på varandra
ute på stan tidigare idag
bor du kvar i samma tvåa?
vad jobbar du med?
hon bubblade av frågor
jag svarade
sen avbröt hon mig
med sitt underbara leende

Du ska veta att jag saknar dig
det finns känslor som aldrig tar slut
du ska veta att jag inte glömt
det finns bilder som aldrig suddas ut
jag har vaknat mitt i natten av tystnaden
och önskat att du sov här brevid mig igen
en del av mitt hjärta
kommer alltid slå för dig

(Nummeret med Thomas Ledin er tæt på den rene flødesovs, men stemningen og anslaget deler den med en anden høstfavorit, ‘still crazy after all those years’ med paul simon)

Jeg rendte ind i RP forleden. Jeg kom ud af supermarkedet ikke langt fra, hvor hun bor. Hun gemte sig lidt bag de store solbriller og sin pose med porrer. Jeg stod i min madfedtplettede t-shirt og to poser vin. I disse dage var det præcis et år siden vi mødtes første gang, en tid der allerede er uendeligt langt væk. Allerede mens vi talte, lidt kejtet, begge overraskede og med ting, vi skulle nå, tænkte jeg på den sang, jeg har citeret fra herover.

Når nummeret spiller i baggrunden, mens jeg skriver dette, er det ikke kun savn og billeder af hende, der siver op. Næ, det er skam alle mulige andre eks’er også. Der var den eks, I, som var den kvinde, jeg var blevet forladt af, da jeg hørte nummeret første gang omkring ’95. Også dengang mindenes jeg mere end bare eksen, for en enkelt svensk mulatbisken stod da mit brændte hjerte nær. She was totally out of my league. Smuk. Sexet og udøver af skræmmende gode blowjobs.

Og selvfølgelig kommer nu-savnet efter ekskonen også ind i det samlede billede. Og helt ud af det blå, ad de frie følelesmæssige associationers vej, ledes jeg kort forbi nattens dronning fra vesterbro, og jeg mærker det bittesøde blå grundsavn, sweet sorrow (første og nok eneste gang du vil få en shakespearehenvisning på denne blog), i min mave, og aftenes gensyn med den fortabte vinelsker Miles i Sideways bragte det frem i halsen og i øjnene, fanget som han er i sindets og savnets vildveje og afveje. Og selvom han endelig tar chancen og sidevejen med underskønne, modne Virgina Madsen (der i parantes bemærket fysisk minder en del om RP), er tonen, den efterlader, blå.

Blå som skumringen i september, blå som ‘Yeah I got a first class ticket But I’m as blue as a boy can be,’ blå som det hav, du og jeg kyssede under, blå som det hav, jeg faldt i som en bo green jensen-søn af den tavse tid og dens ‘endeløse onsdag eftermiddage’, og blå som lyset over bjerget en morgen i maj, blå som thomas og støvregnen, og ‘jeg kan næsten ikke se dig mer’ og blå som firservraggods som neonblik og øjne i natten, og blå som bilen, der tog dig, mig og vores ufødte datter fra Miamis buldrende partyzone gennem Floridas uendelige forhistoriske cirkuspark og til New Orleans’ gumbo med sades køremusik, ‘When you’re lost, when you’re alone and you can’t get back again/I will find you darling I’ll bring you home,’ og blå som de øje, der flakker så fraværende i spejlet, og blå som ‘sometimes you can’t make it on you own,’ og blå som forvirtrede drømme og den døende sommer, blå som himlen i dine øjne…

(fortsæt selv listen)