Erotikbloggen: Skyggen af en mulighed
22.35: Susende ned af frederikssundvej med en øl i den ene hånd, med det der blide lys i horisonten, som er mest lokkende i timen efter solnedgang i juni, mens jeg sms’er med hende den kysselækre, jeg lige har været på date med, der indbefattede is (hasselnød og jordbær til mig – kokos og chokolade til hende) og senere grøn the og havanarum til mig, kaffe og en joint til hende, hvor samtalen tog sit udgangspunkt i, nåja, sex og særpræget seksualitet, og hvor hun glimrede ved et attention span på et sted mellem 12 sekunder og den tid, det tager hendes brystvorter at blive stive, sit næsten overvældende fysiske nærvær og næsten lige så imponerende bramfrihed, der måske, måske ikke er i familie med en sanselig selvtillid, nydende narcissisme og næsten skamløs sensualitet og så den der flig af manglende pli, som måske, måske ikke bare er et udtryk for, at vi har vores grænser forskellige steder, er jeg på trods af semisejlivede tømmermænd nok oppe at køre til, jeg siger ‘fuck det – de sommeraftener, hvor muligheder anes, og verden løfter sløret og åbner sig, er få, så jeg må leve med morgensdagens traumer’ og kaster mig ind i kampen, der aldrig kan vindes, men dog skal spilles. Ubønhørligt.
22,50, Nørrebro, fest: I køkkenet finder jeg en kold dåseøl og en af drengene fra natten før, der havede mobiloptaget lillebroderens historiske pissehyldest til Micheal Jackson Rest in peace, og vi er alle enige om, at det videoklip vil dele vandene på youtube, når det lægges på, men festen er indeklemt, baberaten lav, med enkelte lyspunkter, der dog virker optagede enten af kærester eller andre og mere modige mænd, det har styr på deres scoreteknik eller er for ureflekterende til at tænke på, hvor galt det kan gå, så jeg laver nattens første disappearing act og lister ud for at møde en gammel homie på en værtshus i indre by, hvor han næsten er fuldere end de ti brølende bodegastive kollegaer, og jeg ved bare, jeg kun skal have en enkelt pils i det selskab lige der, og jeg når lige at brokke mig over, at han kun har mandlige kollegaer, da jeg på dette usandsynlige sted aner jeg muligheden af noget større, for den eneste kvinde på den bæverding – udover den ældre bodegamama, som sikkert har stået der hele sit voksne liv og set utallige branderter brænde og brænde ud, og som i de urolige røgede nattetimer efter lukketid, mens læggene værker og halsen river, har tænkt, ‘er det her virkelig mig, er det mit liv, er det her, hvad jeg drømte om? – er en flot, smilende, flirtende sag, en del af homiens cromd, og jeg fortæller ham meget uvant og straks, at hun er sgu for lækker, hvorpå han replicerer, han har en lille semiplatonisk affære kørende med hende, og det er helt tydeligt, for hun sætter sig på hans skød, indladende, og jeg tænker ‘pis også’, og siger til ham, at han som holden man må droppe hende på stedet og give mig dullens nummer.
Det nægter han.
0.29: I den almindelige lukketidsforvirring smutter han, og hun er omgivet af de andre sultne hunde, og jeg kan ikke finde mit hul, hun er omringet og sender ingen signaler i min retning, og jeg giver op, laver nattens anden uundgåelige DA og cykler tilbage til festen, der ikke har af- eller udviklet sig i den lille time, jeg har været væk, så jeg ærgrer mig lidt over jeg ikke tog på stamstedet istedet, ærger mig lidt over spildte muligheder, og siger til mig selv ‘fuck det, det blir ikke bedre,’ og sluger en rimelig scharwarma på vej hjem, mens jeg længselsfuldt konstaterer, at der der næsten magiske lys nord for byen rummer denne sommers håb og alle sommeres tab.
Han vil stadig ikke give mig hendes nummer. Selvom jeg for sjov har truet med at afsløre hele den lumske affære. Hun har en kæreste, siger han. Well, sommeren står for døren. Andre døren kan åbnes-