Fra arkivet: Af en duftfetichists bekendelser
Dette indlæg er ti år gammelt, men jeg elsker stadig duften af en kvinde:
Jeg har altid ment, at røven var det smukkeste på en kvinde. Derfor har jeg troet, at røven havde 1. prioritet i mit valg af partner.
Det er forkert, har jeg nu fundet ud af (selvom der er visse minimumskrav, der helst skal opfyldes op i numseafdelingen). Duften af en kvinde er derimod afgørende for, om jeg tænder på hende. Og det er jo ren kemi. Ah, at lægge min næse ind lige der i den lette fordybning bag kæben, under øret, og glide ind i hendes duft. I duftens natur er det ganske vist flygtigt, næsten umuligt at beskrive og fuld af minder, fordi det kommunikerer direkte med det ubevidste og med hukommelsescentret i hjernen.
For små 20 år siden var Parfumen af Patrick Süskind min yndlingsbog. Historien om parfumens Mozart eller måske Hendrix, Jean-Baptiste Grenouille, der ikke selv dufter af noget som helst (og derfor vækker afsky hos selv sin mor), men som kan dufte en jomfru i den anden ende af den ildelugtende storby. Og som slår ihjel for at fange essenserne til skabelsen af de mest forførende parfumer. TIlsidst skaber han den ultimative parfume, der resulterer i et dionysisk sex- og dødsorgie.
I samme periode mødte jeg ofte en meget ung vridesild på Mont’en. Det Onde og jeg kaldte hende Optikeren (ikke af smarte årsager andet end hun var optikerelev – derimod hed Det Onde netop Det onde, fordi han var Ondskaben inkarneret: Når jeg skulle hjem kl fem fra byen, havde Det Onde lavet et DA, disappearing act, fem minutter før og låst min cykel med sin kædelås til et eller andet Parkering forbudt-skilt. Jeg kan afsløre, at brosten smadrer den slags låse, hvis man kan få selve låsen til at ligge stille på jorden). Hun duftede fabelagtigt dengang, så jeg blev næsten småforelsket i hende. Hun brugte Ysatis, der nok er lidt for tung og ‘sexet’ i dag. Den parfume købte jeg til min daværende kæreste. Den dag i dag kan jeg ikke gå fordi en kvinde med den parfume, uden at hele den tid udfoldes for mig, med et sug af længsel.
Sådan har jeg det også med fx E, som jeg var mere end almindeligt interesseret i for et par år siden, da jeg stadig var vakkelvorn efter min skilsmisse. Lige i begyndelsen var jeg ikke helt vild med hendes parfume, vistnok noget gucci-noget, måske fordi den var noget helt andet end min ekskones. Nu får jeg næsten ondt i maven, når jeg en sjælden gang møder en, der har den på.
Men det er mere end bare parfumen. Det ligger dybere. Det er selve kvindens olfaktoriske grundtone, der kan kilde noget i mig og vække mit begær. Hun kan dufte ‘rigtigt’, selv når hun er beskidt. Også hendes fisse og røv.
Således tror jeg ikke, jeg kan blive forelsket i en kvinde, der dufter ‘forkert’. Instinktivt holder jeg vejret, spænder imod, giver ikke slip.
6 – det tror jeg du har ret i, fo5
Dufte arbejder jo også på det ubevidste plan – de dufte vi ikke kan dufte, hvor vi bare kan dufte at kvinden er klar og modtagelig, hvor vi kan dufte at vores gener passer sammen.
Dender fornemmelse hvor man dufter hende helt ind i sjælen …. uden over hovedet at have tænkt over om man kan li hendes duft eller ej.
fo5
åh men det er ikke kun jern og metal lugten… lugten af jern alene kan ikke gøre det
Det er den specielle kombi hvor mandens duft rammer lige det i mig, som vækker minderne om min første kærestes duft kombineret med hans særlige duft af vvs-jern… andre lugter bare af jern og sved og hvad de nu hælder på af duftevand
LilleQ
LilleQ – Sjovt for er der noget jeg HADER så er det jern/metal lugten. Den er modbydelig, synes jeg 🙂
1 – som jeg skriver: Tror.
Det jo netop pointen ved denne blog: at forsøge at finde ud af, hvorfor et eller andet virker eller ikke virker, ved ren og skær efterrationalisering
og så skriver jeg iøvrigt grundduftens, kvindens egen, der er det vigtigste. men også den mest ubeskrivelige
Duft på flaske bliver let alt for meget og kvalmende for mig og overdøver duften af ham.
Den første duft jeg elskede, som stadig kan få mig til at stoppe op og bare nyde, suge ind og være “i den gang” er duften af jern på en mands krop. Min første rigtige kæreste, når han var i sit vvs-arbejdstøj, duftende af jern, lidt sved og Hans duft…så var jeg væk, tryg og blev tændt.
For mig er duften, mandens duft, det som kan få mit begær tændt og det som i den grad kan skubbe mig væk fra ham. Det uanset om han er nyvasket eller svedig og beskidt, han skal dufte rigtigt… men hvad rigtigt er, kan jeg ikke beskrive kun dufte og sanse.
LilleQ
Der er fandme så mange ting, der skal gå op med dig.
Jeg havde aldrig rigtig tænkt over det med duft… andet end det kom på flaske. Og helst én blå en af slagsen fra D & G.
Men pludselig fortabte jeg mig i en duft af varme, krydret og skyllemiddel. Første gang var den blandet med duften af sol og øl…
Hvis jeg en dag stod med lukkede øjne på Strøget… og han kom gående forbi, så ville alle mine sanser blive tændt ! Det er stadig duften af en uhørt dybde og eftergivenhed.
Og det bliver faktisk først rigtig problematisk, når jeg hører hans stemme samtidig. Det er ren kemi…