Erotikbloggen: Så meget fisse og så lidt tid

Av for den.

Tre dages druk. Helt old school. Som dengang i 90’erne, hvor torsdag var lille fredag, og onsdag blev lille torsdag, for øvelse gør som bekendt mester, og vi var vi i mesterlære hos Den Store Bartender hele weekenden, som kostede depressive søndage, kløende mandage og rastløse tirsdage – og så var det næsten tid igen.

Torsdag: Mødet med redaktørdrengene på Patten, hvor maden er god, men lige lakrids nok til at kunne forsvare den normalt usandsynligt uopmærsomme betjening, der denne aften heldigvis glemmer at bogføre en flaske østrigsk Pinot.

Redaktøren har et koncept, vi skal blive millionærer på. Vores halvårlige møder har karakter af ideudvikling – omend intet nogensinde er kommet længere end til vidtløftige, alkoholinducerede visioner med et tilbagevendende tema: Vi skal lave vores egen netavis/blive pornokonger/blive millionærer. Dog slår intet vores allerførste ide: Spejder-dance med lidt for unge piger i lidt for korte spejderuniformer. Tænk lolita, tænk der der danske dance-dunka-umtch-dunka-umtch Æblemand-fænomen fra senhalvfemserne, tænk byfester i provinsen og sprøjtende vulgær markedsføring.

Aftenen primer tidligt med en god mellemtid omkring ni på fiskebaren med rabarberdaquiris, som damebladsredaktøren vælger at hælde ned over sin hjemmelavede t-shirt, og en enkelt omgang fish n chips, hvorpå vi forcerer de efterårsagtige vandmasser i en taxi til nørrebro, hvor brormand spiller syre med landets bedste guitarist. Vi tjekker ind til de sidste numre, og jeg når lige at få den der svævende jaaaaa-armene-op-over-hovedet følselse, da Gud spacer heeelt ud i bandets hendrix på Brother where art thou-agtige dolly parton nummeret Those memories.

Derpå melder virkeligheden sig igen, øllen begynder at smage kvalmt (og gud hvor jeg dog hader alle de der fucking mikrobryggeriagtige øl, som denne verdens smartassbarer insisterer på at hælde på deres stakkels kunder, der i virkeligheden bare hellere vil have en hof. Mark my words: De smager af pis!) og jeg cykler hjem, for jeg ved jeg skal fyre den max aufff fredag.

Hvilket jeg så gør med Nifleren til natdisk, hvor firserfunkfolket sætter hinanden og deres fortid i stævne. Vi danser. Igennem. Vi styrer gulvet med gå-dansen, copyright Genesis. Vi smugdrikker små kyllinger af Aldi-bitteren St. Vitus. Vi forsøger at overbevise alle omkring, at den er guld. Vi bliver snakket heelt ned under terrassegulvet af den tørlagte alkoholiker, der rabler cokeagtigt om sin møgluder af en ekskone – han har fået frataget samkvemsretten med fællesungen, fordi han ifølge hende råber af barnet.

Det råber han til os.

Hm.

Dansegulvet redder os, jeg morer med diverse vridesild, alt er åbent, muligt, mageløst, og klokken fem over gåtid og over fem over klokken lort spiller de endelig vores sig signaturmelodi. Why did you do it med verdens svedigste koklokke, der swinger så modbydeligt, at folk, der ikke kan fatte, hvor funky den, skal op mod muren, når revolutionen kommer.

One-two – vi er soooo money.

Og pludselig er alle duller long gone. Trawler en sidste gang. Nada. Jeg er en rimelig god at lokke kunderi butikken, men hold kæft hvor jeg lukker et salg dårligt. Jeg har ikke dræberinstinktet, viljen.

Fuck det. Jeg cykler hjem i det gryende københavn med morrisons og hooker og the healing game i ørerne.

Lørdagen begynder med æg og bacon og slutter med guldvinder chorizoen fra den lokale slagter og nye brasekartofler. Mellem det lokker Teknohippie-slutten med privatfest. Jeg lokker nifleren forbi med nyopfundet drinks (hjemmelavet rabarbersaft, havens citronmelisse, danskvand og vodka) og bolognese, der er god mod tømmermændene.

Nifleren lærer mig en ny dans. Bus Stop. VI planlægger at lægge festen ned med den senere. Fest og fest. Der er vel 12 mennesker, der er tvangsindlagt til at overvære værtens singersongwriterperformance for hans nye, selvfinaniserede cd.

Vi gemmer os i køkkenet, hvor teknoslutten hele tiden insisterer på at vise sine nye trusser frem.

De er lilla. Jeg klager ikke. Der er der heller ikke andre, der gør.

Jeg er stiv, men med tredagesdrukkens krystalklare hul igennem til det ubevidste lager af knivskarpe associationer, inspireret af ingefæ, får nifleren og jeg erkendt, at vi producerer pæderastporno, og til stor moro for et givetvis taknemmeligt publikum udbreder vi syge teorier om, hvorfor små drenge er bedst til den slags. Vi primer, da vi får overtalt teknoslutten til at tage samtlige mænd til festen på pikken. Det er et væddemål uden tabere. Hun mener, at alle mænd elsker det. Vi mener det modsatte, fordi den ikke er stiv, når vi bare står og drikker, og derfor føler vi os meget lidt veludrustede. Eller så er det omvendt.

Jeg cykler hjem i regnvejr med et lars von trier interview om gud i radioen.

Lige nu er gud ret langt væk. Tredagestømmermændene minder næsten om cokenedtur.

En løbetur tar toppen.

Jeg er grovliderlig. Jeg trænger til at deflorere en uskyldig teentøs. Jeg trænger til beskidt sex med sadisten. Jeg trænger til presse mit mægtige lem ind mellem hendes våde læber. Jeg trænger til at mærke min pik i hendes svælg. Jeg trænger til at høre hende gagge på den. Jeg trænger til, at hun sætter sig på mig og tværer sin våde fisse og røv ud over mit ansigt. Jeg trænger til at stikke min tunge i hendes huller. Jeg trænger til hendes savlende våde kys, hendes saftige røvhul.

Jeps, jeg er tømmermændsliderlig gange tre. Hvor er kvinder, når man har brug for dem? Giv mig noget fisse – jeg ved du har.