Erotikbloggen: Så kan jeg lære det

Det var muligvis kun et spørgsmål om tid, før det gik galt. Det er jo gået galt før. Ikke grueligt galt, blot som en lidt irritabel konstatering af altings uundgåelige forfald såsom: hårtab, sprækker i husmuren (den helt konkrete, ikke den symbolske), ungdommens horrible buksestil, reklamer i tv, musikken i fitnesscentret.

Der tikker en sms ind fra en sengeramt M. Den er helt gal. Ondt i alle led, feberagtigt. ‘Tak – du har givet mig klamydia’.

Eller måske er det ikke det, hun ordret siger, men det står med fede bogstaver mellem linierne.

Hm.

Som altid er mænd heldige i den retning, for jeg har ingen symptomer. M har fået alle de værste på een gang. Jeg går i gang med at regne. Hvornår var det nu, vi nød hinandes selskab? Og har jeg været heldig siden?

Det handler ikke om at pege fingre – det er blot en lille selskabsleg. Det er jo et sjovt lille tælletræ/fraktal at følge sådan en sygdom gennem landet. Jeg har helt sikkert smittet X. Hun har blev testet i foråret og har efter sigende ikke haft sex med andre end mig, før jeg var sammen med M. Hun tager det pænt. Selvom hun selv måtte sende en klamydia-sms til en mand, der dater seriøst med en kvinde. Lad os for nemheds skyld kalde dem A og B.

MM, som jeg var sammen med lige før M, blev testet for hele svineriet op til vores ture. Og M var inde i en meget livlig periode, hvor hun efter eget udsagn ikke var nærrig med den.

Altså ser den foreløbig sådan ud:

M til TJ (og et par andre?) til K og X til A til B. På en måned. Og det er bare dem, jeg kender til. Det ser en kende promiskuøst ud på papiret. Hvis det viser sig, at det var mig, der gav den til M, så kan jeg ikke slet ikke regne det ud. Hvor langt tilbage skal jeg så i den sorte telefonbog? Til alt held tager man to piller – og vupti, så er man kureret. For det.

Og det bringer jo mine gamle sygdomme i hu:

1986: Jeg havde ikke været kæreste med I mere end et par måneder, før jeg fik nogle sære knopper på forhuden lige under strengen. De nåede at blive store nok, til det var ulækkert, før jeg gik til læge. Kønsvorter. I havde dem ikke. Så jeg fået dem af en kvinde (hvis navn jeg ikke husker), der var så venlig at tilbringe en enkelt nat i min seng. Det var en meget smertefuld process at komme af med dem. Noget med noget dræbercreme, der skulle sidde et par timer på. Jeg lod det sidde fem. Jeg fik simpelthen ætset min pik. Ingen sex i en uge eller noget. Så kan jeg lære det.

1994. Sidder nøgen i sommerhushaven og nyder solen. Kigger ned. Hvad fanden er det, der kravler rundt. Et lille insekt. Hm. Og der er flere. Og det klør faktisk lidt. Fuck fladlus. Det krævede op til flere kure at få bugt med de kæmpe dræbersataner. Jeg var endda så ubetænksom at sige til en svensk ven, at jeg mistænkte en fælles bekendt for at have givet med dem. Og næste gang jeg så hende, fik jeg forståeligt nok at møgfald, fordi hele byen nu troede, at hun var Dronning Fladlus.

1995: I samme sommerhus. Min kirtel i højre lysken hæver til bordtennisboldstørrelse, og jeg kan næsten ikke gå. Et lille bitte sår, bumselignende/insektsbid-agtigt, på forhuden. Ind til en svensk læge, der kigger længe og indgående. Han kan ikke helt få symptomerne til at gå op, så han sender mig videre på skadestuen 30 km derfra. Vente-vente. Af med tøjet. Ligge på en brisk i et stort rum. Meget klinisk, formelt, ja, ydmygende. Først en kvindelig læge, og så gudhjælpemig en til. De kan ikke helt få symptomerne til at passe. Såret er på forkert side i forhold til den hævede lysken. Jeg er en medicinsk gåde. Herpes lyder dommen dog. Og det er jo en livstidsdom. Det er heldigvis aldrig været i nærheden af samme udbrud før.

Jaja. Jeg bruger faktisk kondom. Men åbenbart ikke hver gang. Med mindre man tror på jomfrubesmittelse.