Erotikbloggen: Romantiske mænd og kyniske kvinder del 2

Det var på den tid, da jeg lige havde lært at kravle i den der praktiske og digitale version af kærlighedens verden, hvor en netdate er en netdate er en netdate, der godt nok stadig kunne bringe mig på panikkens rand, men som fungerede perfekt til den chokramte 40-årige halvskaldede mand, som udgjorde min tomme skal af et menneske dengang.

Jeg mødte E. på friværdiscafe på Vesterbro en blygrå tirsdag formiddag i slutningen af november. Jeg kunne ikke se det dengang for bare sorg over eks’en, der med eet var forsvundet ud at mit liv efteråret før, men E. var out of my league: Den sjoveste, skarpeste og mest originalt tænkende kvinde jeg havde mødt. Og lækker tilmed. På en buldrende effektiv benzin af sorg, mørke og selvhad,  tro, håb og vildskab bragede hun gennem vesterbronatten og ind i mit liv.

En kvinde, der hellere ville kneppes end slikkes til orgasme. Den kvinde, som  jeg skal yde mit ypperste for at følge med. En kvinde, der næsten hellere ville tages i bagvejen end ad hovedvejen. En kvinde, som for en kort stund næsten fik mig til at glemme Hende i ved nok.

Og dog.

I en etværelses mellem Strassen og Boulevarden lå jeg med hovedet i hendes skøn og græd sagte, da jeg første gang hørte Helmigs Støvregn på hendes 800 kroners Aldi-anlæg.

Jeg ved du findes stadigvæk
Jeg ved jeg elsker dig endnu
Jeg ved du er gået i stykker
Alt hvad jeg rører ved går itu

God bedring
Farvel mit livs…

Hvor smukt den falder
Støvregnen
Jeg kan næsten ikke
Se dig mere

Billeder af eks’en. Ramt så rent med:

Så gik jeg ned mod Casablanca
Og jeg kunne huske noget du sagde
En nat vi stod ved baren sammen
Og havde alt vi ville have

Og så meget at miste
Og det gjorde vi så

E. gjorde ingenting. Holdt mig blot blidt. Fornemmede hun min sorg, troede hun, hun kunne lindre den med tiden? Eller var det første skridt på vejen væk? Vi talte ikke om det bagefter. Jeg delte det aldrig med hende. Troede jeg kunne, skulle klare det selv. Det kunne jeg ikke, viste det sig.

Vores skrøbelige forhold faldt fra hinanden. Jeg svigtede på en måde, jeg aldrig troede jeg ville. Hun faldt igennem sit mørke, og jeg rakte ikke hånden ud. Eller rettere: Det gjorde jeg, men stillede samtidig betingelser for den.

Hun har nu et barn med en anden mand.

E spøger stadig, når jeg kører gennem min gamle hood. Jeg kan stadig smage hende, når jeg spiser ristet brød med tyrkisk pølse og løg. Det er også hende, jeg næsten ikke kan se mere.

Hvilket bringer mig frem til ideen med dette indlæg: Min påstand om at mænd er mere (flæbe-)romantiske end kvinder. Jeg er fuldstændig sikker på, at E. ikke engang kan huske, hvor tæt vi var i det der grådkvalte samleje den der nat i forstæderne, da hele var sent, og hun var videre på sin vej.

Kvinder lander altid med benene spredt, klar til den næste kærlighed. Af samme årsag skriver de heller ikke nogle ordentlige sange om fortabt kærlighed. De taler bare med veninderne, og vupti, så er de klar igen.

Har skrevet om det før:

Erotikbloggen: Kyniske kvinder og romatiske mænd

Skrevet af tr 31 oktober 2007, klokken 11:47

Mødte en gammel bekendt foran Brugsen i går aftes. En charmerende sjuft fra mine gamle pornodage.

Der i den råkolde efterårsaften på en småforblæst københavnks indfaldsvej stod vi i et sært sitrende dødsforagt og højt humør og udvekslede sår og livslinier.

Han har altid balanceret på kanten af afgrunden, fascineret af mørket og rendestenen, men også af lyset. Få har som ham vekslet mellem polerne, og ingen har levet luder/madonna-syndromet helt ud sin yderste og mest konkrete version. Han brugte blandt andet en kæmpearv på ludere, og han elskede fx analsex, men kunne aldrig finde på at gøre det med kæresten – kun luderne.

Ligesom jeg måtte han efter en større nedtur erkende han, at han havde behov for professionel hjælp. På den måde kunne vi måle ar. VI var begge enige om, at alt hvad der ikke slår dig ihjel, invaliderer dig. Der er sgu ikke nogen, der er blevet stærkere af livstruende nederlag. I bedste fald klogere.

På trods af vores (eller måske netop i kraft af) vores slibrige jobs er vi begge romantikere. Jeg kan klynke over tabt kærlighed i årevis – og endda også før den er tabt.

De smukkeste sange om kærlighed er alle skrevet af mænd – se i øvrigt tidligere indlæg http://www.ebblog.dk/508/perma/29189. (Faktisk kan jeg kun komme i tanke om et par gode, som kvinder har stået bag).

Min erfaring fortæller mig, at kvinder er meget mere, ja, nogle vil sige realistiske, andre vil kalde det kyniske. Det kan godt være, at piger er pladderromantiske på den der soap-agtige ‘hold mig i dine stærke arme-’måde. Man kunne også sige, at kvinder er mere pragmatiske og bedre til at forholde sig til behovet for hverdagsromantik.  Mænd er til gengæld nok mere flæberomatiske på den der ’når jeg nu elsker dig, hvordan kan du så undvære mig?-agtige måde.

Eller hvad?