Erotikbloggen: Den ultimative fest

Jaaaa! Den der første 1664 og den gyldne XO rom, der glider bløøøøøødt ned i svælget, rummer håbet, fremtiden og en kildende her og nu følelse, som lover mere af det samme, mens bekendte defilerer forbi, og hva’ så, tak for sidst, og det er længe siden, er du på toppen, fedt du kom, og duller i både den primære og sekundære målgruppe står og sidder med hver sin veninde og gør det hele endnu mere interessant, og pludselig popper en gammel blogbabe op, A, og ser godt ud, og hun er til receptionen for at se nærmere på ‘forfatteren,’ forklarer hun, og siger in not so many words, at ham gad hun godt kneppe – hun har åbenbart en lille fetich med mænd, der sætter bogstaver sammen – især når de danner ordet s-e-x.

Og hun ved, at jeg ved, at det er det, hun siger, og det er godt nok, det kan vi godt smile af, det er vores lille hemmelighed, hvorpå hun fortæller mig, at ‘din største fan er her’, og det pirrer jo i den grad min nysgerrighed, og jeg har åbenbart flirtet med hende her på bloggen, og hun er A’s veninde, og de har hver især læst bloggen i gamle dage – og kommenteret her og der, uden at de vidste, at den anden var der, og jeg ikke langt fra at føle mig meget smigret, og S, der har sørget for, at Nifleren og jeg overhovedet er til denne event, hvor ‘forfatteren’ er lidt for ‘jeg har lige bollet’ lækker på de mange plakater, der hænger over hele klubben, stikker sin hånd i min og kysser mig, og A’ forsvinder, og jeg koncentrerer mig mig rom, øl og S og Nifleren, og jeg præsenteres kort ‘forfatteren’, der i sin skarphed og drengede charme minder mig om, ja,  om mig selv ti år yngre og et liv siden, og efterhånden som nogle gamle møgswingende big band tracks udskiftes, bliver musikken mere og mere uvedkommende og påtrængende for til sidst at ende i det der mumlende monotone smartass elektronika, der ikke engang har teknoens energi – gi’ mig til hver tid  Britney Spears i steder for de pseudohippe dj’s, der drææææber enhver form for dynamik og drive med de der fucked up kedelige mudderbeats, der lyder og føles, som om man vader i netop mudder, og S. smutter hjem, og jeg trawler klubben en sidste gang efter A, men også hun er videre, og det er præcist blevet så sent, at det er for sent at gå videre og for tidligt at gå i seng, så vi tager BK, som vi bliver enige om var meget bedre i gamle dage,  og selvom vi godt ved, det skyldes, at vi blevet ældre og mere ædru, tager Nifleren Sølvhatten på og udtænker konspirationen om, at det er bevidst strategi fra BK’s side: De har med vilje gjort deres burger mere smagsløs for at blive populære som Mc D.

Og så er der igen 14 dage til næste gang. Hvis ikke jeg havde et job og datter og en krop, der føles væsentligt ældre, end den ser ud, og hvis jeg ikke havde et porøst sind, der smuldrer som en plastikpose, som har ligget vejkanten hele vinteren, og som derfor ikke er i stand til bære mig gennem ugen, hvis der ikke er sovet nok i weekenden, og hvis ikke jeg altid skal drukskide i tide og utide, når jeg får mere end to genstande, så ville der ikke gå 14 dage: Jeg ville står der igen den følgende torsdag og fredag og lørdag med en smoooooth rom, med en iskold lille fadbamse og med troen på, at i nat, i nat goddammit, der står byen i brand for min skyld, i nat synker jeg ind navnløse kvinders øjne, i nat står alting i fase, og der, lige der, er i morgen uendeligt langt væk, og i går og Hende og alle de døde drømme og alle de bitre, knobidende dage,  og alle de søvndepraverede,  jernsmagende novembereftermiddage, lige der er de glemt, opløst  – as tears in the rain, som tårer i rom, og lige der kan jeg være den, jeg var og og kunne være blevet.

Skål.