Erotikbloggen: Op på hesten igen, min ven

En gang imellem sner det som bekendt i april. Det kunne have været en solbeskinnet påske tilbragt i haven, henslængt i en havestol med en bog i skødet, en kop kaffe i hånden og en kæreste indenfor rækkevidde.
Det blev det så ikke.

Polarpåsken bider koldt derude. Tanker om et muligt forestående brud bider koldt indeni. Hun sidder i sit hjørne af verden, jeg i mit – og der er langt i mellem os, selv turen på cykel kan overståes på fem minutter.

De siger, at modsætninger mødes og sød musik opstår. De siger, man tiltrækkes af sin modsætning. Polaritet og alt det spirituelle crap.

Det er muligt. Vi har i hvert fald god sex. Nej, vi har fuldstændig fantastisk, forrygende fræk sex. Vi har det bare for sjældent i min bog.

Sex er en uovertruffen måde at kommunikere på. Man skaber en næsten ordløs selvforglemmende verden, hvor alt er muligt, hvor tid og sted, du og jeg, flyder ud og danner nye mønstre. Forførende, frivillig tab af kontrol. Frihed og nærvær, nærvær, nærvær.

Og så er det bare liderligt.

Det univers, som ikke kun er de x antal minutter, hvor kønsorganerne er i aktion, men alt det op til og rundt om, har jeg længe været vred og skuffet over at ikke kunne træde ind i det det omfang, jeg har brug for.

Men jeg erkender nu, at fejlen skal findes hos mig. Det er mig, der ikke har givet hende den kærlighed, den tryghed, den begejstring, det uforbeholdne ja, som hun har brug for, hvis hun skal træde ud af sin skal af kontrol, som beskytter hende.

Jeg gav hende ikke alt. Derfor fik jeg ikke alt igen.

Vi var voksne. Vi holdt husmøde. Vi talte om fællesmængder og delmængder, om hvad vi ville have sammen og gøre hver for sig. Vi talte ikke om alt det, vi ikke ville, alt det, vi var blevet bitre eller skuffede over, vores frustrationer. De ting kom kun indirekte til udtryk, når vi forsøgte at fortælle, hvad vi kunne tænke os mere af.

En smart måde at undgå angreb, konfrontation, krig.

Vi fortalte, at vi elsker hinanden. Vi aftalte, at vi skulle prøve at gøre noget andet end det, vi plejer, for på den måde at – om muligt – se vores forhold og hinanden i nyt lys. Vi blev enige om trække sex ud af ligningen, fordi sex var blevet en kampzone af afvisninger og pres.

Nu skulle vi gå på date. Det er så kun lykkes en gang. På stedet hvor vi var på vores anden date. En fornemmelse af, at cirklen var sluttet, var gennemtrængende og sørgmodig.

Det er vist der, vi er nu. Jeg har sluppet min vrede mod hende. Den blev først erstattet af en følelse af pikket frihed. Af ‘nu skal jeg bare ha’ fisse en masse og i byen i resten af tiden.’

Nu er tanken om tabet af fælles platform påtrængende. Sørgmodighed blandes med uro og omfattende fortabthed. Sorgen er af en anden karakter end den ckokagtige dødversion, jeg havde efter min skilsmisse for seks år og et andet liv siden.

Sorg over, at min datter skal savne hende og hendes søn. Sorg over forspildte muligheder. Sorg over, at kærligheden ikke overvinder alt.
Men det er en sorg, jeg ikke må fortabe mig i igen. Derinde lurer kun angst, ensomhed og små lukkede rum.