Erotikbloggen om analsex: What ever makes you dick, øh, tick..!

En af gamle om analsex og blowjobs – sex er sjovest, når man er på samme side i bogen – fra 2009.

Lykken er at være samme sted, har Joan Ø. skrevet engang. Og det er jo lige så banalt, som det er rigtigt. I hendes version handlede det vist om være på samme sted i sit livsforløb som ens udkårne.

Du har måske en tung skilsmisse i baglommen, når den anden er rede som nyfalden sne, du har måske ikke brug for flere børn, når den andens hormoner slår flik-flak, eller du er svært glad for tv og og ugentlige drukture, når den anden sværger til the og teater. I er simpelthen ikke i fase.

Andre gange er det bare et spørgsmål om, at ligemeget om du så ventede 1000 år, ville du aldrig aldrig aldrig nogensinde gide/kunne/orke/ville blive kærester med vedkommende. Det behøver du jo ikke at sige. Det er så her, du bruger ‘it’s not you, it’s me’-finten.

Analsex

Men også mht sex kan faseproblematikken komme i spil. Du synes måske, at analsex er en naturlig del af et det festlige weekendsamleje, mens din legekammerat forbinder det med smerte, lort og pornografisk kvindeundertrykkelse – på de ufede måder.

Du kan givetvis stryge det punkt på menuen for en tid, og hun kan muligvis lære legen – but will she learn to love it later? Det er jo kun rigtigt sjovt, hvis begge finder det nogenlunde lige fornøjeligt. Og det gælder dobbelt med analsex.

Det frække er jo ikke den fysiske ting, men derimod at hun finder det ophidsende at mærke mig der. For modtageren er der givetvis også fysiske sidegevinster ved denne øvelse (som en klog og lidt flyvsk bekendt med hang til faste tøjler skrev til mig engang: ‘analsex må ikke gøre ondt, men det skal være næsten uudholdeligt’), som ellers langt henad vejen tager sin erotiske ladning fra det psykologiske spændingsfelt.

Synes jeg.

Blowjob

Det samme gælder ikke helt med fx blowjob (hvis vi ser bort fra gagging?). De kan enten være gode eller knap så gode, alt efter modtagerens præferencer og giverens talent. Det er i mine øjne mere det fysiske, som udgør hovedfornøjelsen her, selv om der nok er nogle psykologiske tændingsfaktorer på spil for giveren.

K. har kastet sig ud i nogle erotiske eksperimenter, som ikke tåler dagens lys her. Hun skriver til mig nu og da og fortæller henført og indgående om at opdage nye sider af sin i forvejen åbne og farvestrålende seksualitet. Hun gør ting, hun end ikke havde hørt om for et par år siden. Og det fylder en hel del i hendes univers.

Men det er også en leg, hun ikke kan dele med hvem som helst. Ikke mange ville kunne følge hende ned ad den vej. Så hvad gør hun, når den dag kommer, hvor hun ikke længere kan træde ind i sit særlige rum med sin elsker? Kan hun lukke døren til det rum og kaste nøglen væk, glemme den del og komme videre med andre lege, eller gælder klassikeren ‘Once you go black, you can’t go back! også her?