Erotikbloggen: Mens vi venter på… vinteren?
‘…han ligger helt tæt på hende, hun synkroniserer sit åndedræt til hans. Roligt. Han presser ikke på, lader blot tingende udfolde sig langsomt, i sit eget tempo. Giver hende plads til at mærke efter ved at holde hende fast. Hans kys er få, men blide, bløde, nænsomme. Endnu ikke grådige. Hun falder ind i ham, mærker han ro, hans styrke. Noget blødes op indeni, noget river sig løs, hun giver slip. Hendes begær blusser, hun gnider sig mod hans ben. Hun bliver bevidst om sin gstreng, efterhånden som hun mærker sit indre bløde liderligt, og endelige tager han fat, sultent. Hans stive pik presser sig op i hendes varme, hungrende fisse. Hun modtager ham fuldtændigt, hun omslutter ham, de et tæt. Tætte… ‘
‘…så ligger de der, han er udmattet ovenpå urolige dage, hans liderlighed deponeret på fjernlageret, hvor det kan ende i semipressede perioder. Hun dufter hjemligt, af jord, af hø. Han lytter til den langsomme bluesy ting, der omgiver dem. Hun siger, han er lækker. Han kysser hendes øjne som svar. Han ved, hvad hun siger, han kan godt læse mellem linierne, han kan ikke finde det i sig lige nu. Tiden strækker sig. Han ved, hvor det må bære hen, han håber, liderligheden vil finde ham, når det sker. Han graver dybt, finder en lille flamme og puster nænsomt til den ved at lade sin hånd glide over hendes faste balder, hvor han snarere sanser end mærker hendes gstreng under buksernes stramme stof, og han tænker hvad faen og trækker hurtigt bukserne af hende. Det bliver en kort, målrettet og dog hektisk affære, ingen dyre manøvrer…’
Vi er blot skygger i hinandens sind. Vi tjener andre formål, vores handlinger filtreres gennem den andens blik, krop, vi er benzin i en andens version af verden. Mens vi venter på symbiosen, de gyldne øjeblikke, hvor sløret løftes og forestilling og fortolkning smelter sammen, hvor der en næsten lydefri overestemmelse mellem signifier og signifiant, fylder vi huller i dagens fortællinger om os selv.
eller på dansk: Hvad der er nærhed for den ene, kan være fravær for den anden. Men derfor kan man jo godt mødes alligevel…
Freja…du har ret i at disse mellemtidsforhold gør parat, at de smertelige illusioner vi bærer i os, af ikke blive nået helt ind.
Det er så også dem vi bygger den profil, vi holder op foran os i vores søgning, ud fra. En profil vi anvender og holder op foran kærestepotentialer, uanset om den nedskrives på en datingprofil eller bæres inde i os som et lille spejl.
Når vi så har tilrettet og ændret i profilens nuancer og detaljer og alligevel oplever, kun at komme tæt på, men aldrig nær, nok, i de personer man udvælger til at passe til profilen
Så er det håbløsheden begynder mumle, når nederlagene bliver for mange, når man har været tæt på men ikke nær nok, nok gange.
Man begynder også ane, der er noget dybereliggende i en, som man ikke har haft mulighed for at gøre sig bevidst om, men som har en helt grundlæggende betydning for hele ens profilopbygning og frasorterings system.
Blueprintet: ens inderste følelses og sårbarhed.
For profilen og for de beskyttende mure om det inderste. Hele ens inderste sikkerheds og beskyttelses foranstaltning.
Man begynder opdage at profilen er tæt på i sin konstruktion, så tæt man ikke selv har opdaget blueprintets lille sikkerhedsmæssige “brist”, drejning væk fra nær nok…af sikkerhedsmæssige grunde, for man er ikke klar til den nære nærhed.
Med erkendelsen kommer et overblik over blueprintet. Et overblik som skubber til profilen så den glider mere på plads…så man begynder se anderledes og ser nogle nærheds signaler man overså før.
Man bliver mere klar og åbner sig rummeligt op for “the right one” den tætte nære nærhed… sært nok dumper de ind fra vinkler, man ikke kunne forstille sig eller havde afskrevet som for langt væk fra profilen.
nb tillod mig kopiere det her fra den gamle.
Sjovt … jeg gik i skoven, en walk and talk, i dag med en kollega der er en god ven. Vi talte om de mænd, vi igennem vores liv havde sagt ja til. I kirke, på rådhus, ved sammenflytninger, børnefødsler osv… og at vi begge altid havde været os smerteligt bevidst om, at de aldrig havde nået os… At jaet var en form for illusion, der aldrig måtte afsløres og som vi begge har båret gennem vores liv med forskellige mænd.
Og måske er det godt nok. På vejen. Disse illusioner. Mellemtidsforhold. Der gør parat. Modner. For vi sagde jo begge ja til noget. Noget ydre. Som var mere væsentligt lige der, og det vi magtede.
Tingene er bare anderledes i dag. Men det kunne de ikke havde været dengang. Og det er egentligt fint nok.
Freja
Brainie.. og TJ
“Sammen, men alene!
No more! Kan jeg kun sige …
– Så langt er jeg dog kommet”
Enig.. helt enig
enig…
Ensomhedens vilkår – embrace it og bliv ven med din følgesvend … den vil altid være nærværende!
Aj, Aj… altså TJ!
Sandheden er ikke altid behagelig!
Kender(kendte) det sgu kun alt for godt …
Sammen, men alene!
No more! Kan jeg kun sige …
– Så langt er jeg dog kommet …
tjatjo – jeg prøvede primært at illustrere, at man kan have forskellige fortolkninger af den samme situation, og at selvom sammensmeltnignen absolut er at foretrække, er det dog en mere almindelig forteelse at være forskellige steder – og det går selvfølgelig ikke for nogen af parterne, hvis det altid er sådan.
sex skal da helst være den totale nærvær – det er det bare ikke altid. sørgeligt, men sandt i min optik
Det er da lidt underligt..hmm.. at man skal mødes for, at finde kemien.. også her i den her kolde fjern cam. mic. IT tid.. Det er nu mere behaglig, at kunne se hinanden iøjnene når gnisten og begæret skal tændes.. Hud føles nu lidt blødere når, det mærkes med de kødlige instrumenter og lader sine tanker tænke.. sig ind i den romantiske verden.. lade billeder blive virkelig..Nysgerigheden bliver stillet på prøve, overraskelses tiden, kunne jo blive den, der gør et forhold spændende.. man kender jo ikke den anden før.. man har lagt i ske, delt opvasken, og husket at slå toiletbrætet ned 😀
Set i min optik: en fandens kynisk tilgang til begrebet sex, eller mangel på samme …
Hvornår er du mest lykkelig?
– I de øjeblikke hvor du er helt tæt – i symbiose med din partner?
Livet kan være fantastisk, også i de øjeblikke hvor man blot er sammen …
Begæret til livet, til ham, til hende – udspringer i mit univers af nærvær …
Selvfølgelig kan man mødes, selvom man ikke har samme dagsorden … men sex kun for sexens skyld, det er for mig – tomt …
Jeg sexer når mit begær til min partner er for mægtigt til jeg kan handle anderledes …
Men det er jo kun mig … Andre vælger jo at agere anderledes …
Tror blot jeg er blevet for “gammel” til det “ligegyldige”, hvor man forstiller sig … blot for at føle sig speciel … elsket …
ja…og det kan man godt.
Men man skal så også tage det med at:
– Romantikeren drømmer romantiske drømme, hvor “mødes alligevel-uenigheden” af lykkelige omstændigheder omvendes og alt ender i fryd og gammen og lykkelig lykkelighed mens stokrosen visner og stakittet males hvidt.
– At kynikeren knalder derud af mere mekanisk og for hvert knald og mere og mere følelses- og/eller handlingslammet.
– At Emsig eller Perfektionistaen allerede retter, tilretter og modelerer om på uperfekthederne, mens overvejer og planlægges, hvor meget der skal og kasseres og om der kan komme noget parallelt, pænt, rent og ordentligt ud af al besværet.
– At den rummelige udmærket er klar over, at lige der midt i den så tæt på absolutte hengivenhed og intimitet, er man skræmmende nær kæresteværdigheden og i samme øjeblik så uendeligt langt fra den. At der ballanceres på hårfine grænser som på flersporede motorveje.
-Så er der den ægte kæresteværdige… men det vist noget helt andet og ude af denne kontekst.
Det handler vel om at være sig selv bekendt nok, til at kunne sortere de fra, som i mach ligger længst fra en selv. Man slipper for en hulens masse bøvl og kan nyde, lære og udvikle sig til man støder ind i den kæresteværdige.
Eller noget i den stil.