Erotikbloggen: Må man smuglæse sms’er?
Sidste efterår havde jeg en affære kørende med en kvinde, som vi her kan kalde LL. Et forhold, som var længere, end jeg var vant til. Pludselig havde vi været tilsnuttet hinandens msn i 100 dage, og vi var endnu ikke erklærede kærester. Vi var heller ikke bare bollevenner. Vores børn havde mødt hinanden. Vi lavede endda mad sammen. Vi havde usigeligt uartig sex.
Som den ubeslutsomme man-slut jeg er, havde jeg jo ikke givet slip på alle mine gamle kontakter. Ikke følelsesmæssigt og slet ikke sms-mæssigt. Jeg bollede ikke sådan særligt meget med andre – kun en en enkelt gang. Men jeg havde mange saftige flirts kørende på sms. Sms’er som jeg aldrig slettede.
Denne aften havde vi spist sammen hos mig. LL’s mobil var løbet tør, så et eller andet sted kunne jeg godt regne ud, at hun ville ringe hjem fra min, som jeg lagde på køkkenbordet, da jeg gik igang med soveprojektet med min datter.
Da jeg havde ligget et kvarters tid, hørte jeg døren gå og kort efter en bil starte. Og så var jeg allerede instinktivt klar over, at noget var galt. Helt galt. Kvalmende galt.
På køkkenbordet ligger mobilen og en seddel med en ordlyd ala: ‘Dit svin, Hvad fanden bilder du dig – det er slut!’
Mine hænder ryster. Jeg sveder. Jeg hyperventilerer. Jeg panikker. Jeg skriver til hende. Hun sviner mig til. Jeg ringer. Hun lover at komme.
Kvalmen er massiv. Jeg er i den grad taget med bukserne nede. Afsløret. Udstillet. Ikke kun som en nar og løgner. Men også fordi nogle af de der sms’er til en af kvinderne viser sider af min seksualitet, som jeg helst beholdt for mig selv. Noget som LL måske ville kunne acceptere i vores forhold, men som hun, som såret, forsmået, svigtet elskerinde kunne finde på at bringe videre til andre i vores fælles netværk, bilder jeg mig ind i min tiltagende panik, hvor jeg næsten løber rundt om mig selv i huset og bider i min hånd og jamrer ‘åhnej åhnej’.
På intet tidspunkt tænker jeg: ‘Dumme kæling – du skal da ikke læse mine sms’er.’ Jeg tænker kun på, hvor mange hun mon har læst, hvor langt tilbage er hun gået, hvad står der egenligt i dem? Og hvor mange er relativt uskyldige, men kan misforstås?
Jeg er grædefærdig, da hun kommer. Jeg undskylder hulkende. Vi ligger på gulvet. Jeg ved ikke, hvad jeg har det værst med: Skammen over at blive afsløret i at flirte med x antal kvinder? Skammen over at blive afsløret seksuelt? Frygten for at hun vil udstille mig? Frygten for at hun vil forlade mig? Skammen over at såre hende? Skam over at have løjet?
Midt i skammen og frygten, midt i den angstlignende panik kan erkender jeg, at jeg har haft sex med en af sms-pigerne for nylig. Men jeg ved ikke, hvor langt tilbage hun har læst, og jeg kan næsten ikke engang huske, om der har været andre, så meget har jeg mistet overblikket.
Hun undskylder, at hun læste mine sms’er. Det har hun aldrig gjort før, siger hun. Men noget havde hende fået til at gå over den grænse. En mistanke havde naget. Jeg siger, at der ikke er noget at undskylde. Det er mig, der fuckede up – big time.
Vi kom os aldrig helt over det tillidsbrud, tror jeg.
Nu sletter jeg jævnligt i ind- og udbakke.
Lad mig indledningsvis sige, at jeg også flirter via sms, og i det virkelige liv. Omvendt har jeg det sådan, at føler min partner trang til at læse mine sms’er – har jeg nok selv plantet kimen til årsagen. Det er ikke et problem for mig, at nogle beskeder – taget ud af kontekst – kan misforstås. Men det er langt fra groft nok til at de ikke kan forklares. Det er ikke et problem for mig, for jeg har ikke noget at skjule – og som sagt, skulle min partner føle mistanke der kunne lede til at ‘snage’, er jeg selv ude om det.
Diskussionen er mig ikke ukendt, da jeg har et par vener der har oplevet at deres kæreste har læst sms’er og senere er blevet konfronteret med det. Men kan I så forklare mig, hvorfor jeg skal høre på deres piveri over, at de blev afsløret i utroskab? At få be- eller afkræftet en mistanke ved at læse en sms eller lign. er – i min optik – en langt mindre forbrydelse end det tillidssvigt der ligger bag utroskab. Især hvis man bilder sig selv og sin partner ind at der da ikke er noget i vejen. Hvis det vitterligt, som “mange” siger om hændelsen: “Jamen skat. Det betød ikke noget” – så få det dog for pokker ud af Verden. Løgnen er jo langt værre end at få det afklaret med det samme.
av for den – min første reaktion var: du blander dig i noget, som din kæreste burde gøre selv. på den anden side forstår jeg godt, at du er lettet over at have gjort noget. men jeg synes alligevel, at kæresten bliver lidt umynddiggjort af dig. på den anden side får det måske kæresten ud af busken! men who am i to judge
Har været der…
..og har læst beskederne hos kæresten, fået min antagelse bekræftet – dernæst ikke vidst hvad jeg skulle gøre med den viden som jeg pludselig havde fået på grund af den skyld jeg også følte.
Endte med at tage snakken med kæresten om det, men det blev bare slået hen som “det var bare en upassende sms fra min tidligere chef – men der er ikke noget i det”
Sad så tilbage med skyldfølelsen, men også med tanken om at det nok ikke bare var en upassende sms – og da jeg bad kæresten om at tage en snak med den tidligere chef om at det ikke var i orden, fik jeg at vide at det var gjort.
Fandt dog ud af at chefen fortsat skrev og det fandt jeg vildt respektløst over for mig (hvis det sandt at de har taget en snak om hvad der er ok og hvad der ikke er).
Skrev derfor for noget tid siden en mail direkte til chefen, at jeg vidste hvad der var blevet sendt frem og tilbage, og jeg fandt det respektløst overfor mit og kærestens forhold, at chefen blev ved med at skrive, da vi er glade for hinanden og har et godt ægteskab. Skrev også at jeg intet havde sagt til min kæreste, men at jeg ville tage konfrontationen med det udfald der i så fald måtte blive, hvis min kæreste fik at vide at jeg havde sendt den mail.
Dialogen mellem dem er nu stoppet (til min kærestes store undren…), og jeg har det bedre indeni. Føler at jeg har taget ansvar for situationen, og håndteret det på bedste, vis da jeg ikke vil kaste et ægteskab og kommende barn på gulvet på grund af at min kæreste ikke var i stand til at sætte grænser for en tidligere chef som tydeligvis “misbrugte” sin position til at blive bekræftet af en tidligere ansat.
Var det helt forkert af mig?
Skyldhatten …
– det siger jo alt …
Jeg ville egentligt også gerne …
Hvad følte du?
Var det risikoen for at blive afsløret i vennekredsen, der gjorde dig angst?
Var det tanken om at miste hende?
Eller … ????
ja ikke noget enkelt svar på dette. jeg kan dog sige, at forholdet tog slut et par måndder senere, og kimen til det brud var måske blev lagt denne aften. måske var vi gået fra hinanden alligevel.
men set i baglyset var det jo nok mig, der havde skyldhatten på. omend mange af sms’erne kunnne og blev misforstået. og det er jo et problem. også.
Om hun har smuglæst sms’er, er et opgør hun må tage med sig selv og sin integritet.
Den anden diskussion, som er væsentlig, er, om du har valgt at være monogam eller om du har valgt ikke at være det. Og du har valgt hende – eller om hun bare flyttede ind i dit liv uden din aktive beslutning? Hun blev så lidt længere end de andre?
Dine store skyldspinsler handler vel mest om, at du føler, du har tabt noget. Er det tilliden i jeres forhold? Er det dit ansigt udadtil? Er det din foretrukne ubeslutsomhed, som efterlader dig i et limbo, en konsekvensløs tilstand?
Hun vælger at afbryde forholdet af angst for, at det går i stykker. Du vælger at være sammen med hende uden at afbryde kontakten med andre.
Og endnu et paradoks: Hun vælger at gå ud af døren, ned i bilen og køre sin vej. Dermed lægger hun valget over til dig. Hvis du ikke ringer, er forholdet slut. Hvis du ringer, er der stadig kontakt. Har hun så valgt dig? Hvad nu, hvis du ikke havde ringet, var hun så kommet tilbage? Hvis hun ikke var det, er det fordi, hun overlader det til dig, om I skal have et forhold. Dermed har hun heller ikke valgt.
Det efterlader ikke mange chancer for jeres forhold, hvis ingen af jer vil vælge.
Kærligst,
H.
Undskyld… men jeg får sådan en mærkelig lyst til at sige HOLD NU KÆFT !!! 😀 😀
@Putte
HA HA ved godt jeg ind i mellem skulle stoppe en gag eller noget i kæften 😀
Hmm jo forestillinger er lette at have lige så lette som ideologier om hid og hint.
Jeg gjorde det så ikke. Da jeg var fanget i den nagende tvivl og min eks mobil lå glemt på bordet i vores fælles hjem og den ene sms efter den anden tikkede brummende ind.
Jeg tvivlede og kredsede omkring den, men jeg tog den ikke. Jeg læste ikke hans beskeder, på trods af jeg vidste jeg kunne få svar på tvivl og mistanke.
Jeg fandt andre måder at få svar på mine mistanker på.. for spørge direkte kunne jeg heller ikke, nok mest fordi jeg ikke orkede se hans løgne komme ud af munden igen.
vi fejler alle… men post holder man bare nallerne fra.. man læser jo heller ikke sin partners brevpost.
Jeg tror reelt jeg bedre ville kunne aceptere utroskab frem for snagen i mine breve og sms’er.
LilleQ
Hmm…
Det er så let med de dogmer. Forestillinger om det helt rette. Jeg erkender blankt – og jeg synes faktisk at jeg er et fair, velfungerende og ret sympatisk menneske – at jeg, hvis tvivlen virkelig nagede, kunne have kigget også.
Det på trods af, at jeg VED bedre. Måske prøver jeg bare at sige… at tjekke andre sms´er og skrive dem, når man er ” in a kind of relationship” er udtryk for det samme: Vi fejler alle…
Om det så er 500 dage berettiger det aldrig at tjekke en andens sms. Har man en mistanke eller er i tvivl om hvad de 100 eller 500 dage er: kæreste, på vej til eller bollevenner og hvilke regler man har om det og sexe med andre, så åbner man munden og spørger.
Har man ikke tilliden til at spørge, hvad har man så?
Man vinder intet ved at snage. Man taber og tørrer det og sit eget ansvar af på den anden.
LilleQ
Næh det må man ikke…
Må man blive ved med at sende beskeder og sexe med andre… efter 100 dage ??
..alligevel…
Nej nej nej…det må man ikke.
Hvis man aligevel gør (jeg må skamfuldt sige at jeg har gjort erfaringen en gang :-() er tilliden i forholdet aligevel røget. Hvis man ikke længere kan spørge sin partner eller ikke regner med et sandfærdigt svar. Så gå!
Hvis man tilgengæld er sygelig jaloux eller ekstremt usikker, er der ingen anden vej end terapi.
Der findes ingen undskyldnigner som er gode nok til at man kan tilgive den totalt grænseoverskridende og ondskabsfulde opførsel snagen i andres sms, email og breve er.
Uanset hvilke mistanker og fornemmelser man har, så holder man grabberne fra andres korrespondense, uanset form.
Uanset hvad man skulle kunne finde ved at læse andres mails, har man ikke noget at gøre der… og man er så svag fej og ondskabfuld som menneske at tørre det ansvar af på den “afslørrede” også selv om man afslører noget ved sin snagen.
så svagt og så ækelt og usselt at kontrollere andre på den måde
LilleQ
Uanset hvor meget en mistanke nager, er det et NO GO af format!
Hvis man er i tvivl, så spørger man …
Det er selvfølgelig nemmere at søge tilgivelse end tilladelse …
– Men det er usmagelig og utilgiveligt!