Erotikbloggen: Langt ude i skoven

Kaffen er sur. Som betjeningen. Som vejret. Som haveaffald i november. Det kan ikke være anderledes, når de søvnløse nætter tilsyneladende aldrig hører op. Undtagelsestilstanden synes permanent. Fornemmelsen af uvirkelighed er gennemtrængende. Men panikken er stadig blot en tåge i horisonten. Og det er jo en fremgang. Det er de små sejres tid.

Vi står fåmælte og betragter vores datter på den tomme, regnvåde legeplads. Hun er fælles mål og mening. Hun elsker, når vi er sammen alle tre. Hun hader, når vi kort efter må bryde op. Det smerter også i hendes mor. Der kan vi mødes.

Dage med LL er lette. Økologiske. Uforcerede. Hun hilser forstyrrelser velkommen. Jeg ser dem som knaster, irritationsmomenter. Hvor langt er vi gået, hvor langt har vi igen? Vi længes begge efter at fare vild i skoven. Jeg tror altid, jeg ved, hvor jeg er – hele tiden. Indtil jeg for alvor er fortabt i min egen hule. Det er en anden fortabelse, vi håber på. Den, der anes i den andens blik på orgasmens rand. Den, der mærkes, når jeg glider op i hendes eftergivende røv, med hendes finger i min. Vi fornemmer, der mere at hente.