Erotikbloggen: Kærester – det er noget man leger

X og jeg leger kærester. Vi er det ikke. Vi sidder på en restaurant med udsigt over havnen. Solens sidste stråler varmer. Maden er ganske enkelt forrygende. Tom yam med frisk fisk og skaldyr, tilpas syrlig og stærk.  Desuden er rimelig, thai-inspireret muslingegryde. Senere smørstegt søtunge med helt nye svenske kartofler. Så bliver det ikke meget bedre. Holder i hånd på vej ned mod havnen. Vi tager os selv i det og griner.

Da solen endegyldigt forsvinder i det blikstille hav, siger X: Øver du dig i at have en kæreste? Jeg svarer: Ja det gør jeg nok.

X stiller ingen krav, og når det er rigtigt rart, hun minder os om, at vi ikke skal være kærester. Derfor kan jeg afprøve forskellige kærestehatte uden at det koster noget (selvom vi alle ved, at there’s no such thing as a free lunch). Det er her den omvendte psykologi kommer ind. Når jeg får rum til at mærke mig selv i mit eget særsnegletempo, tør jeg lege legen. Det er uvant, men grundlæggende grovhyggeligt. Til tider lidt skræmmende, når gamle spøgelser vækkes til live af parallelle oplevelser, duften af de første syrener, magiske steder, hvor en anden mand og en anden kvinde fandt kærligheden og tabte den igen.

I dunsten af havneknejpens dagsgamle friture – ud af menuens ti retter er kun den mikroopvarmede gullasch ikke en tur i ‘tyren’ – siger X: Du er jo i virkeligheden romantiker og slet ikke den kolde kyniker, du gemmer dig bag. Jeg griner og siger: Eller også er det omvendt – jeg er en mindfuckende kyniker, der gemmer sig bag en følsom facede, for det er der mere fisse i.

Hvad X gemmer på, ved vi ikke. Jeg har kun ridset i lakken. Hun er forbavsende selv- og velkørende på trods af nyilige storkriser. Enten er hun i stadig i chok, eller også er hun superwoman – eller også er der et eller andet rigtigt galt.

Endnu senere er jeg til funkfest. Det gamlegamle stamsted holder reunion på ydre nørrebro, hvor rockere og skulme baggårdsmekanikere er blevet afløst af ligeså skumle reklamebureau og it-firmaer. Jeg falder i snak med sexologen, der har en partner, ikke en elsker, ejheller en kæreste. Et noget særpræget koncept i min optik, idet de ser svigerfamilien og ikke må bolle andre, hvilket unægteligt lyder ret kæresteagtigt. Så vidt jeg forstod er den eneste afvigelse fra kærestenormen, at de officielt ikke behøver at spørge hinanden om lov til at gå i byen.

Det er muligvis en slags selvbedrag, som gør, at de holder længere.  Måske er det det (indbildte) fravær af krav, der gør, at de får plads og tid til at lære hinanden at kende. Måske er det bare en af de tos smarte konstruktioner/undvigemanøvrer for at undgå at forpligte sig og blive kærester – og derved have ryggen fri og være klar til, når den rigtige kærlighed kommer forbi.

På den anden side: Jeg skal være den sidste, der fordømmer andres sære skuespil og overlevelsesstrategier.

Man skal ikke vaske negere, når man selv kulsort.