Erotikbloggen: ‘Jeg har løjet nok i mit liv’

Festen er kun lige begyndt. Lovende. Myldrende. Det kan det blive en af de store aftener. På en bund af homegrown lamb spinach og dahl og en helt rimelig italiener og et par Nordic Sunset (hjemmelavet hyld, campari, gin, mythe, is, danskvand – stirred, not shaken) er Nifleren og jeg på aftenens første GT, mens vi konverserer bro’ .

Vi har strategisk placeret os midt i det summende udendørsmylder, hvor den kreative klasse m/k defilerer forbi med et hej-hej/godt at se dig/ser godt ud/fed fest. Dullerne er i høj klasse, de fleste over 30. Det føles rigtigt. De dufter godt. De smiler. Jeg tager mig selv i at smile. Her er langt til øllede bodegaer i forstæderne, knap så langt til snobberiet. Men det er ok, der er styr på det, det kammer ikke over, for det er en lukket fest. Vi er i samme båd. Vi mærker sammen, hvor fede vi er.

Bro’ skal være tidligt hjemme. Senest to. Lige blevet far for n’nte gang, og det er fint, for nogen skal jo holde fødselstallet oppe.  Et par betjente, klicheagtige med både overskæg og jyske aner, havde lukket den bar, han var på forleden, så han først var hjemme kl 6, fuld, istedet for kl 4, ædru.

– Og det var fedt nok at kunne sige det, som det var: Poilitets skyld, og ikke finde på en eller anden løgn. Jeg har løjet nok i mit liv! siger bro’ – og mener det. Og jeg føler, med en broderlig stolthed, han er kommet til et nyt sted i sit liv, hvor han ikke gider mere pis, eget eller andres.

Natten udvikler sig:  Daddy’s in a rare form tonight, så jeg kan næsten bilde mig selv ind, at næsten alle de duller, som jeg eyerballer med eller endda, helt uvant, taler med, kunne være ude på noget, og raten af potentielle ofre stiger og stiger til et kritisk punkt, hvor jeg må gå udenfor porten og forsøge at samle mig, fokuser, damn it, og der er hende den lille hårdtpumpede, lidt vulgære blodndine, som jeg danser crazy med til et stramt funky James Brown-band, som jeg bare ved er en slut i en seng, og der er hende new age-frækkerten, jeg tidligere har lagt billet ind på, og hende biokemikermulatten sendte hun også signaler, eller var det bare høflig konversation, og hvorfor er det altid svært at skelne mellem uskyldig flirt og fyrrig flirt, men fuck det, det spiller, jeg undviger, danser udenom, fremme i skoene som jeg er, cruiser gennem massen, der kulminerer omkring tre, måske fire, hvor jeg kværner en ringe hotdog og overvejer mine exit moves, og da jeg kl 5 laver mit uundgåelige DA for at komme hjem og drukskide, siger jeg for femte gang den nat til bro’, der er godt gennemristet: ‘gå nu hjem’.

Et dage senere, stadig rystet efter to dages weekenddruk, er jeg til det månedlige eftersyn hos tosselægen, der er begyndt at samle trådene til mere konkrete handlingsanvisninger, som hun gør, når vi nærmer os forløbets sidste timer. Dagens tema: Sige fra og sige til. Sige ja og sige nej. Være her og ikke der. Helt i tråd med bro’s nye credo, som jo er både efterstræbelsesværdigt og sundt for sjælen og søvnen.

Hvornår har du ro, Twojakes? spørger hun.

Jeg kigger ud ad vinduet. Hm, jeg kan ikke se min cykel, er den stjålet. Jeg foregiver at tænke. Jeg tænker.

Måske de der sidste fem minutter af aftensmaden, når det der, indrømmet, store glas rødvin, synker ned, og jeg ikke skal på bilblioteket for at aflevere de allerede for sent afleverede bøger..?

Måske når jeg har løbet den der tur lørdag formiddag og kaffen rund og varm, eller måske når alting er i fase til festen, eller måske når jeg liderlig helt ind til knoglerne i det der intense samleje?

Jeg er hende svar skyldig.

(Havde du ro med din eks?

Ja, det synes jeg. Det kunne jeg godt finde i mig. Måske ikke de sidste par år, men ellers.)

Hun synes, jeg smører mig selv tyndt på. Hun mener, jeg gemmer mig. Hun siger, jeg bruger alt for meget energi på at være ovre i den anden.  Min (indbildte?) evne til at læse mellem linierne, til at fornemme, hvad der sker hos en anden (typisk hunkøn, enten bolleveninde eller min datter), er mit bedste trick. Mit skjold. Et strategi som, mener hun, resulterer i min uro, mit fravær. Min angst.

Men det giver jo fisse en gang i mellem, indfører jeg.

Det griner vi lidt af. Jeg bilder mig ind, min tosselæge synes, jeg er charmerende. Og fucking forkælet.

Månedes lektie: Nu skal jeg ikke se på, hvornår jeg har uro, men på hvornår der er ro på. Og jeg skal sige fra og til for at være tilstede.

Det kan hun sagtens komme og sige.