Erotikbloggen: Isvinter vs Undtagelsens tid

På væggen i hans køkken hænger en snor med klemmer på. Der har den passet sig selv i fire år. Et stillbillede på et forgangent liv:

I klemmerne finder du foldere fra forlængst lukkede pizzarier og kinarestauranter med aftenbuffet til 59,- og aldrig indløste lottokoponer. Støvede og stegefedtede snapshots fra hans 20’ere, taget af næsten glemte venner: Et vinterforladt tivoli på en på sydengelsk pier under en endeløs grå himmel, en forblæst og søndagstom havn for industrifiskeri med samme blytunge himmel. Det er ham med ryggen til kameraet, placeret i udkanten af billedet,  i det selvvalgte eksil som tilskuer. Det var ham dengang. Det er ham nu.

Kun på eet billede er han omgivet af mennesker, billedets og situationens centrum.  Iført en halvliter dåseøl og skovmandsskjorte, en hånd i fipskægget og det skæve smil, blikket underligt opspilet og fraværende, som om han faldet i staver over noget vigtigt, han havde glemt og nu pludselig kommet på

Engang var det en snert af en flirt med det nedtursromantiske i bogart, bukowski, boulevard of broken dreams. I dag kan det se ud, som om han i realiteten foregreb begivenhedernes gang.

Det er han næsten barnligt fikserede selvbillede. Det er den selvforståelse, som hans psykolog har forsøgt at få ham til at udvide lidt, så rammerne ikke kvæler ham. Billedet er er tryghed, hvor  kun den ulmende, stakåndede uro afslører tilstanden som et selvbygget fængsel.

Hvis man kommer højt nok op eller langt nok væk, kan det se ud, som om alting har en årsag – men det meste af tiden er alt blottet for nogen dybere mening eller mål.

Og dog.

I intense øjeblikke af tætomslynget seksuel ekstase blæses dørene på vid gab, eyes wide open, hvor kommunikationen flyder frit og ucensureret i de der sjældne sekunder af kosmisk hjemkost. Når hans datter klapper ham på hans måne og med påtaget babystemme siger papa, og han drukner sin næse i hendes hår. I tindrende branderter, hvor samtalerne er et festfyrværkeri af flirt, funkeee phat booties og knivskarp dialog i et København badet i gyldent lys.

Det er i de små detaljer, lykken skal søges. Det er alt, vi kan håbe på. Og vi kan trøste os ved Bob D’s ‘just when you think that you lost everything, you find out you can always lose a little more,’ som jo netop også rummer håbefuld tone midt i sortsynet, for det betyder jo, at bunden ikke er nået endnu. Eller det er i hvert fald, hvad han vælger at synes i dag.

Nå, fuck det, snoren og det andet skidt ryger i skraldespanden. Billederne  kommer i den skuffe, der også rummer fotos fra Undtagelsens tid, hvor Hun er fanget med engangskameraer, smuk og festklædt eller gravid og lykkelig med verdens største og tillidsfulde øjne, og der er hun fastholdt i hans sind.

Næste gang ryger skuffen sgu om ikke ud, så i hvert fald i kælderen. (hvis altså jeg havde en kælder)