Erotikbloggen: Innan dom stänger del 2
Så hva ska du ha innan dom stänger?
Man kan godt drømme om life in the fast lane, mens man lever det i krybesporet. Man kan godt ønske at klatre op på bjergets top, selvom man kravler rundt på alle fire inde i hulen. Og man kan sagtens håbe på at stå nøgen i lyset, selvom man ruller rundt i skidtet.
Det kræver blot selvbedrag og/eller rummelighed. Det svære er jo at finde ud af, hvor speederen er og hvor vejen iøvrigt skal føre hen. Det er så her, der må chantes, hvis man man har indbildningskraft nok til det. Andre, mere diffuse individer må nøjes med at løbe rundt på motorvejen, with no direction home, like a complete unknown, med en defekt lommelygte og tommelfingeren i vejret og satse på, at another lonely rider med en perfekt krop, stort hjerte og poetisk sjæl samler en op…
Eller noget.
(og her er det, jeg ikke helt kan følge med i mine egne billeder)
Derfor: Punkt 9 i Twojakes’ store, men altid ufuldstændige to do-liste, er et lille opsamlingsheat af små og mindre elementer, som hver for sig er for tynde til at udgøre grundstoffet i et helt indlæg.
Jeg skal finde en sikker metode til at undgå småkvalme tømmermænd efter et glas rødvin og en stor fad, for de helt uden der småbeskidte liderlighedfaktor, der ellers ligger i kølvandet på ordentlige tømmermænd. Så kan jo ligeså godt drikke mig i hegnet, hvis dagen derpå alligevel er smadret.
Jeg skal lære at sige nej. Jeg skal lære at sige ja. Jeg skal lade fortiden hvile – den har været på overarbejde alt for længe nu. Og jeg skal rette mit blik udad og op istedet for bagud og ind. (Det bliver jo så nok ikke lige i dag, men på papiret lyder det da både sundt, godt og rigtigt og frem for alt positivt – og alene derfor virker det så fremmed, kunstigt og jubleoptimistisk, at jeg i lutter tværhed foreløbig nægter at hoppe på den coaching-galej…)
I’ve crossed oceans of time to find you, siger Gary Oldman som gammel dame/Vlad Dracul i Coppolas Dracula. Det troede jeg, at jeg allerede havde. Det viste sig så ikke at være tilfældet. Derfor er du som læser tvangsindlagt til disse indlæg om spor fra den tabte tid. Og derfor skal jeg krydse endnu flere oceaner af tid for at finde hende.
lige der i midten af den der sære indsigt af at man skal stoppe op og vende hovedet og kroppen fremad, stoppe med pille i sårene, så skorpe og smerte ikke konstant vælter ud over en. Og i det, det går op for en man rent faktisk kan se frem ad, godt nok i tågede små øjeblikke, godt nok i et rodet umuligt og uoverskueligt flerstrenget motorvejs ind og udfletninger.
Lige der, så er det som om man, der i centrum af var, er og kommer, er på nippet til fange det man har brugt tiden og kræfterne på at kæmpe sig igennem ocean for ocean og på samme tid på nippet til at tabe det hele på gulvet.
Et eller andet sært sted er der en ro i det, i den sitrende og dirrende tomhed der efterlades i mig efter afsked med fortiden… jeg kæmper ikke for at holde krampagtigt på den mere, fortiden. Jeg kæmper mig fremad.
Alt jeg ved er; at når, så tør jeg og så ved jeg og så kan det kun gå frem af herfra.
også selv om det er milliontedele små ryk fremad og jeg ikke ved hvilken af motorvejs ind- eller udfletningerne jeg ender på.
I bund og grund handler det om mavefornemmelser. Jo mere jeg lytter jo mere…