Erotikbloggen: Hvad ligger mellem kaffe og fadøl?

Jeg kan lide at drikke kaffe om morgenen. Men kun om morgenen. Og jeg kan lide at drikke øl, sprut og vin – men kun når jeg skal være stiv. Og jeg kan ikke lide sodavand. Og jeg kan lide at være omgivet af mennesker. Men kun når jeg skal være stiv. Så hvad gør man en standard onsdag aften, hvor man er for rastløs til tv’et og sommeraftenen lokker med, ja, med hvad? Fisse?

Når jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ikke socialt samvær, der ikke indebærer enten druk eller potentiel punani. Helst kombineret. Den der mellemvej med nogle bekendte omkring et bord med the, chips og almindelig hygge giver min simpelthen kvalme og klaustrofobi.

Min tosselæge sagde engang, at angsten lurer, hvor du ikke har givet dig selv plads til at udfolde dig og dit potentiale- Eller. Sådan tolkede jeg det. Du lukker dørene omkring dig for tryghedens skyld, så du ikke kommer ud, hvor du ikke kan bunde, derud hvor du mister kontrollen. Angst er således kampen mod kontroltab.  Det er derfor, der kan være så vanvittigt angstprovokerende at køre på motorvej med sin datter i bilen.

Ideen er så, at man ikke skal være bange for kontroltabet. Jaja. Når man nu ved, hvad man kan lide – og især ikke lide. Når  man nu ved, dybt i sin depraverede sjæl, som nok ikke er så dyb, som man  kunne ønske, at der er sjovere at høvle shots ned med hende den høje teknohippie eller med Nifleren og Brødrene torsdag nat med den indbildte uendelige weekend forude, end det er at udveksle almindeligheder tirsdag eftermiddag på en ligegyldig cafe over en ligegyldig burger med de der fuskede ‘håndskårne grovfritter’, som jo bare er den dovne cafekoks undskyldning for ikke at lave rigtige fritter – og som får tøserne til at tro, de er lidt sundere, fordi der står grov og hånd ved dem – med en kvinde, som ser den slags møder som limet i en relation…  Er det så mig, der skal brede min horisont ud og være åben fleksibel, omstillingsparat og al der der postmoderne semibuddhistitiske coachingcrap, eller  skal jeg bare sige med Bateman:  I. Am. Simply. Not. There?

De siger jo, at kvinder elsker en mand, der siger, hvad han vil. Men de hader jo også, når han altid spiller på sin banehalvdel. Hvis man kun skal gå efter sin følelser, når man er kommet, er slet ingen grund til at overveje et fast forhold. Så er et stykke med mad og en fladskærm langt tættere på kernen. Hvis man lader være med at komme og forbliver i den der semiliderlige zone, som er det nærmeste, jeg kommer på meditation og wuwei (eller hvordan det nu staves), kan jeg forblive i følelsen af det hele rent faktisk betyder noget…

Med andre ord: er der noget mellem Alt og Intet?

Nå, det må vente til efter ferien. Lige nu lokker et par dage med strand og aftener med øljazzz.