Erotikbloggen: Frem og tilbage er ikke altid lige langt

Så sidder jeg der igen. Hos tosselægen. Hun ligner sig selv. Det gør jeg sikkert også, omend lidt mere tyndhåret og tykhudet.

Hende der min ekskæreste mente jo, jeg er autist og har OCD. Hun syntes, jeg skulle i terapi for at blive den kæreste, hun mente, jeg burde være.

Det er IKKE derfor, jeg er hos psykologen igen, efter tre års pause.

Jeg er der, fordi jeg mærkede mig sorg som den susen, der varsler et forestående panikanfald. Forstadier til panikangst minder i foruroligende grad om koffeinchok. Jeg mærkede, jeg flygtede fra sorgen. Så jeg tænke, at jeg hellere måtte tage al der der i opløbet. Allerede der viser det sig, at jeg er et andet sted, end da jeg første gang sad hos tosselægen, opløst af gråd, sorg, chok, selvmedlidenhed og angst.

Hun bemærker også, jeg er et andet sted. Min faste følgesvend, uroen – eksistentiel og fysisk – er temaet for disse sessions. Men det er ok – jeg har færre dage, hvor rastløsheden lammer mig – og selv om uroen var mit og nylige eks’es største problem (altså bortset fra hendes mange issues), så er den også min benzin, mit drive. Den skal bare tøjles lidt, målrettes.

…

Der gik ikke mange dage, fra forholdet blev sat på pause, før Liva igen sad foran mig og spiste i mit køkken. Hun ligger mit hjerte nær. Hun greb mig, da jeg snublede. Vi har haft hver sin kæreste et år eller to, så vi har kun mødtes sporadisk, mest på hendes værtshus, hvor både hun er ung med de unge og Bodil Udsen fra Rottehullet.

Vi har sex. Vi tvivler begge to på, om det kan lade sig gøre. Det kan det. Hendes kys er stadig fantastiske, fulde af saft og blødme. Hendes orgasmer stadig våde og intense. Hendes dominante side stadig fremherskende, hvilket trigger min slumrende overgivelse.

Engang imellem skal man krydse sig spor for at finde vej. Engang imellem skal man gå tilbage for at komme frem. Engang imellem skal man genfinde fortiden for at opfinde fremtiden.