Erotikbloggen: Det var det parforhold

Det måtte jo komme. Kynikeren i mig har hvisket det længe: Jeg har det ikke i mig.

Gad vide hvordan det er at læse mig udefra: Et det som at se et trafikuheld, man ved vil ske? Fuld fart ud over afgrunden.

Om det var hende, der ikke var den rette, eller det er mig, der bare ikke rummer muligheden af et parforhold, finder vi så ikke ud af i denne omgang. Hun vil møde familie og venner, planlægge ferier, hele Bilkapakken. Jeg bliver så vred, når hun henviser til, hvad andre gør. Jeg er rystende ligeglad med andres måder at være i verden. Det er ikke min verden.

Never the less: Jeg ved, at friheden er en kæde om min fod. Jeg ved, at kærligheden er det, der binder. Jeg ved, at tabet er større end sejren, og jeg ved, at ensomheden sejrer til sidst. Altid.

Små tråde af forbindelse skabes over tid. Smerten ved bruddet er velkendt, omfavnende, kvalmende. Hvis mit liv havde været en film, ville produceren have skåret det meste ud: Her er ingen udvikling. Ingen dramatiske højdepunkter, hvor karakteren lærer noget nyt. Kun gentagelsen af de samme fejl. Muligvis ville Jim Jarmouch kunne bruge noget til en fortsættelse af ‘Stranger Than Paradise.’ Den ramte mit liv rent i 80’erne. Den rammer rent i 10’erne.

Havde vi god sex: Ja. Havde det potentiale: Ja. Betød sex det samme for os begge: Nej. Sex var et biprodukt af kærlighed for hende. Så sgu da også, at hun møder en mand for hvem sex er ham selv i sin reneste form.

Hvad så den dag, når potensen svigter, kilden tørrer ud, kvinderne forsvinder. Hvad er der så tilbage?

Ingenting.

Men ingenting er, hvad jeg kom med. Ingenting er, hvad jeg forventer. Ingenting er også, hvad jeg får.

Eller er det bare løgnen om mig selv…