Erotikbloggen om ikke være cool: Hov jeg er jo et følelsesmenneske

Kan man styre sine følelser, og skal man reagere på dem? Det og meget andet handler dette gamle indlæg fra 2009 om. Jeg kan afsløre så meget, som at jeg kun er kommet marginalt tættere på et svar, end da indlægget blev skrevet:

Godt så. Så gik man rundt der og bildte sig selv ind, at man havde en eller anden form for kontrol. Bare et minimum af overblik og tjeck på lortet, eget og andres. Måske troede jeg ikke, jeg havde styr på det hele, men i hvert fald mine egne følelser og handlinger.

Men hør hov, det var jo bare endnu et udslag af ynkeligt overmod og en sørgelig mangel på selvindsigt. Tillad mig at eksemplificere således.

Følelser

Forleden gik det op for mig på sådan et aha-oplevelsesplan en miniature: Jeg er et jo følelsesmenneske.  Og ikke det rationelle, cool fornuftvæsen, jeg ellers altid har syntes, jeg alle dage har været. Jeg er med andre ord en kælling, der bliver kastet rundt på mine følelsers stormombruste hav som en lille snollet robåd med en åre og with no direction home…

Det er kun med det yderste af neglene, jeg forhindrer med selv i at reagere lige nu og her på de her følelser. Forskellige emotioner ruller gennem mig i eet kontinuerligt langt nu. Så er der en nar, der skriver noget om forkert mig eller om nogen, jeg kender – det kan være på en blog eller et andet sted – og jeg bliver fornærmet, såret, vred, hidsig og til sidst ganske udmattet efter hele denne rollercoaster. Måske skriver jeg noget umiddelbart, som jeg heldigivis sjældent offentliggør, fordi jeg som sagt stadig lige kan holde stand mod de værste handlinger baseret på affekt.

Når jeg så har redet den af, er jeg jo glad for, jeg ikke bare fulgte mine primære indskydelser.

Fuck

Andre gange kan det være lysten til at sige fuck jer, fuck dig eller fuck det – på arbejde eller til bekendte – JA, JEG SKRIDER SÅ MÅ I SGU KLARE JER UDEN MIG OG DET BLIVER PIKKESVÆRT – HA! – indtil jeg falder ned og hen i et andet følelsesflow, hvor jeg måske igen indser, at det ville overhovedet ikke blive pikkesvært at undvære mig. De ville faktisk næsten ikke engang opdage det. Sjovt nok sker det sjældent i forhold til kvinder på vej ind og ud af mit liv. Altså med mindre, goes without saying, jeg vil have dem, og de ikke vil have mig. Så kan der godt ryge en mopset sms afsted. Som jeg bagefter kan fortryde.

Så er der følelsen af hysterisk klaustrofobi og uendeligt UENDELIGT åndeløst tidsspilde i en supermarkedskø på vej hjem fra arbejde i ulvetimen. Manden i Faktareklamen er billedet på stoisk ro ved siden af mig i den situation.

Supermarked

Efter cykleturen hjem, hvor jeg febrilt fantaserer om verbale og/eller fysiske nedslagtninger af ejeren af supermarkedet eller af de værste narrøve i køen foran mig (ham der fx venter med at lede efter sin fucking pung, til de har pakket deres surrealistiske mængder af discountprodukter, slik, chips og lightlort gudhjælpemig og sovs fra jenses bøfhus/hende der gået i supermarked kl fucking fem for en liter fucking minimælk/lungenarkomanerne der altid skal have 20 rød look, som Jo. Kun. Fås. I. Den. Anden. Kasse, er jeg kommet ned med chiliingefærhvidløg og rødvin og er bare glad for, der er våbenforbud i dk, ellers var det jo endt i tarantino-blodbad hver dag kl 17, og lige i dette skrivende nu går det igen igen IGEN op for mig, at det jo netop er de eneste tekster, der rigtigt fungerer på en blog, skrevet i en eller anden version af oprørthed, vrede, angst, sorg eller liderlighed, sågår glæde, mens der er alt for meget af der der ‘nu skal jeg være klog og på den ene side og på den anden side, og jeg følte engang og nu er jeg her, og men dengang var jeg der,’ al dette pseudobekendelsepis, der dog alligevel blotlægger mig for mennesker, som jeg end ikke ville overveje at registrere som andet end provensiel friturebærme på en tysklandsfærge fra tysk tristesse til underdanmark i november, og når jeg så bliver så kvalmende træt af mine pompøse litterære aspirationer og de liderlige og letkøbte allitterationer samt dens demonstrativt pikkede dicklitligegyldigheder (og ikke et ord om tjecket chicklit uden noget på spil andet end end end ja, spildt cafe – latte), og når jeg ved endnu en familiefødselsdag er lige ved at be-svi-me af ked-som-hed, der helt klart kun handler om min egen uformåendhed og ikke om selskabet, som, hvis vi skal være helt ærlige, er langt sjovere end de første 1000 familier i den umiddelbare bekendtskabskreds eller de nærmeste postnumre, er jeg bare klar til at slette hvert et fucking indlæg på den der fucking blog, så nøgen føler jeg mig, hudløs, udsat, misforstået, indtil det øjeblik alt står, om ikke lysende klart, så dog mindre mudret, ja, næsten forklaret:

Der er alt for meget telling, alt for lidt showing. Alt for meget forklaring, alt for mange tanker, alt for lidt handling, alt for lidt liderlighed og frem for alt alt ALT for lidt ligenuogher.

Og, nåja, alt for lidt sex.