Erotikbloggen: David Lynch i Århus
En gammel sag fra 2008: en tyr til Jylland, hvor altid er lidt anderledes:
Her hedder Fars nylon (thousand island dressing på grilldansk) tusind øers dressing. Og sådan er det hele vejen.
Man har været ude at rejse. Man har været i Århus. Det har man ikke været siden engang i 80’erne.
Det var en næsten surrealistisk oplevelse, filmagtigt. Alt er som derhjemme – og alt er lige lidt anderledes, lidt ved siden af, ikke decideret skræmmende, men netop drømmeagtigt, hvor man går rundt i sin helt realistiske drøm og ved, man drømmer, og de små hverdagsdetaljer passer ikke helt. Ikke David Lynch, men lige før.
De taler jo jysk. På en eller anden måde er det jo svært at tage det helt alvorligt. Så jeg begynder selv at tale jysk, hvilket let får en lidt karikeret, parodierende facon over sig, som næsten ikke er med vilje.
Jeg skulle møde en kvinde. En ung kvinde med spøjs humor og en halv fetich med ældre mænd. Vi spiste en middelmådig middag sammen på en cafe. Lige mærke hinanden af. Der var nok ikke en umiddelbar, ‘lad os gå hjem og kneppe hjernen ud nu’-kemi, men heller ikke en ‘hvornår går toget hjem igen’-feeling.
Efter middagen skulle jeg ordne nogle ting, hvorpå vi skulle mødes og drikke skarpe. Da jeg forsøger at finde hende senere, er hun gået på Pustervig eller noget lignende. Jeg går i kælderen og overvældes af et tætpakket teenagepublikum med tilhørende tonsertung trekvarttekno fem db under høreskadeniveau. Jeg cruiser hurtigt gennem gymnasiecrowden, men finder hende ikke. Fuck det. Lidt pissed over, at hun vælger et sted, der i den grad ikke giver mulighed for at snakke og drikke, lidt pissed over hun ikke viser lidt mere værtindepli, lidt pissed på mig selv, over at jeg rent faktisk havde regnet med, at der skulle ske noget, og især lidt pissed over min egen salvende selvynk sender jeg en sms: Klarer ikke gymnasie – skrider videre i byen. Den reagerer hun ikke på.
Går på et usandsynligt tætpakket casablanca, hvor jeg fik lovet fiskertæsk, da jeg havde været der fem minutter dengang for 20 år siden. De spiller kun hjemstavnsmusik, tv2, anne linnet, helmig (desværre ikke nummeret casablanca). Ved et langbord sidder 20 smilende julefrokostveninder i 30’erne. I et alkohol- og irritationsbetinget anfald af dødsdrift og overmod sætter jeg mig på den eneste ledige stol ved de tre lækreste af dullerne.
Mit mod overrasker både dem og mig, og jeg er langt hjemmefra, og jeg kan gøre hvad som helst, og da jeg henter en flaske cava og nogle skarpe stiger stemningen yderligere. Jeg er på toppen, jeg er både sjov og charmerende (tror jeg), og der er hul igennem til den sjoveste og mest stive af veninderne. Og da resten af selskabet går på disk, sker der helt det usandsynlige, at jeg laver min første analoge scoring i ti år, og vi tumler til mit hotel, hvor jeg ikke er nærheden af at præstere noget, der ligner en erektion, men undskylder med oralsex og min ganske betragtelige promille. Hun lister ud et par timer senere.
Alt er som derhjemme – men så alligevel ikke helt.
Rok – al denne (selv)analyse og dette ekstreme navlepilleri, som jeg og andre lægger for dagen her, kan være udtryk for en sund interesse for, hvad der er der driver os – seksuelt såvel som eksistentielt. det er i hvert fald hvad jeg foretækker at tolke det som
rok – jamen, du har jo ret i at indlægget handler om midsvejskrise og desperation. nogle vil mener det faktisk bloggens tema. jeg vælger sp ikke ordet ‘stinker’. men sådan kan vi være så forskellige i vores bedømmelser af hinanden…
magda – man kan vel godt sådan principielt holde af andre mennekser, selvom man er lidt kynisk – det er vel snarere noget med ikke have den store tro på, at alt er godt og bliver bedre – (men derfor kan man jo godt håbe)
fakta er at i alle knepper for lidt, gør det til en videnskab og overanalyserer den sidste erobring.
Der findes ikke erobringer…der findes kærlighed og der findes kød. og så findes der kærlighed og kød
Alt der imellem er kød….
Hold op med at analysere på sex, dyrk det eller stfu.
Jeg brækker mig over analyser på sex…det er pubertært og ligegyldigt. Enten har man go sex eller også har man ikke.
indlægget stinker langt væk af midtvejskrise og desperation.
Jeg foretrækker at lirke ved de små stifter, til de falder på plads med små tilfredse klik og døren af sig selv byder velkommen…
😉
P.
Skal man nødvendigvis sparke døren ind, kan man ikke bare løfte den af hængslerne?
LilleQ
Nej, altså. (Vil du skændes eller hvad?;)
Ikke kynisme. Jeg kan lide andre mennesker. Det er det sejlende selvværd, der dømmer mig ude.
Men spørgsmålet er, om det er forventeligt? Måske har Tagkatten ret. Skal man have en helt anarkistisk tilgang til kærlighed, for derved at finde den?
godt så – men efter desillusionen kommer noget der til forveksling kunne lige kynisme (jo jeg vil altså blande kynisme ind i de her, jeg vil jeg vil;)
nogle af os skal bare gennem mange døre, før vi finder nogen (eller nogen finder os) der kan sparke dem ind…
Umiddelbart er jeg ikke egnet som undervisningsmateriale.
Og det er en desillusioneret kvindes bekendelser om utroskab med sig selv og ikke en kynists vejledende introduktion til numbness. Hvis jeg endelig skal analysere. Og du har ret på ét punkt TJ, at jeg egentligt bare gerne vil findes af en der tør og kan sparke døren ind. Men selv efter forsøg af den kaliber og der stadig intet sker, er det desillusion og ikke kynisme, der er stemningssættende.
er kynisme ikke bare klogeåge versionen desillusion…
jo det er skam hgyggeligt at lave all about magda, istedet for all about tj – det kan man lære lidt af. tror jeg.
i øvrigt er det en lidt særpræget oplevelse at læse en kvindelig kynikers bekendelser (som bringer minder om en nylig flammes stædige insisteren på ensomheden som sit uundgåelige lod uden mulige for prøveløsladelse) når man/jeg selv har plæderet for det samme. hm.
Min intention var ikke, at det skulle udvikle sig til -All about Magda.
Kynisme er det heller ikke. Snarere har det smag af desillusion.
magda, du har sikkert ret i, der er ikke noget ved at blive ‘set’, hvis man bliver set forkert.
allan – måske har du ret i at magda ‘bare’ bygger mure for at beskytte sig selv, en slags følelsesmæssig efterrationalisering. måske vil hun slet ikke have en kæreste. det ved kun magda, og måske mangler hun bare en der sparker dørene ind, når hun mindst venter det. måske vil hun bare hellere kneppes hårdt bagfra for tiden og måske burde hun bare lade sig nøjes med det…
(synes det er lidt sjovt/strange at vi sidder her og psykologiserer på magda)
Måske er han bare betaget af din krop dit ansigt dine øjne. Måske vil han bare ha’ dig. Og er det ikke, initielt, bare det du ville?
Magda………..STOOOOOPPPPP!!!!!
Du analytiserer, katagoriserer, måske endda katalogiserer enhver bevægelse omkring dig. Hvorfor bygger du mure?
Hvorfor så blive i det?
Hvorfor lade sig tage af en som reelt ønsker noget man ikke kan give fordi man ikke er det, de ser?
LilleQ
#23 + 25
Lidt det jeg forsøger at sige i #26.
Prædefinitioner af kærestemateriale kan ikke bruges til en skid.
Begge giver jo dermed gensidigt hinanden den opgave at fylde en forud defineret ramme ud – at udføre en bestillingsopgave.
Det duer ikke.
Det er vejen til selvfornægtelse og ensomhed.
Og skulle man naivt hoppe på den, så kommer man til at bruge resten af tiden, til man uvægerligt skilles, med at rette hinanden til, – at ændre på hinanden, for at gøre den anden (gensidigt) til noget præsentérbart, både for én selv og udadtil.
Magda – en kæreste er ikke noget, man plukker på en hylde ud fra foruddefinerede forestillinger om hvordan vedkommende skal være.
Du vælger intet – du bliver valgt, og når valget når igennem, så falder grænserne og barriererne. Du vælger ikke engang tidspunktet. ‘Han’ vælger heller ikke, men bliver også valgt.
Jeg har også prøvet det med at gå tilbage til en ex. – Faktisk til min allerførste forelskelse, som var ungdommeligt stormende ud over alle grænser.
Intet slår den første vilde forelskelse.
Sikke en skuffelse (gensidig, sikkert). Skuffelsen bestod i at det var de stormende følelser, jeg savnede – ikke pigen. Hun var stadig sød, men vi havde udviklet os forskelligt – ville noget helt forskelligt.
Følelser er utroligt svære at genskabe – det bliver vist altid en skuffelse.
Anonym er spot on.
Ensomheden og tomheden kan lige midt i det mest tætte og intime opleves højt rungende og lammende. Men kan også, hvis man tør åbne sig helt op give en, en fornemmelse af inderlig dyb kærlighed.
Hvis man tør åbne sig helt og giver sig hen, så kan man opleve kærlighedens mange nuancer lige der…. om det så er for en kort tid eller om det er for en ubestemt tidløshed i et fælles rum i et fælles liv.
LilleQ
… Magda beskriver vel nærmere, at i mødet med den anden ser vedkommende kun deres eget billede af kvinden hvorfor han ikke SER kvinden men alene sit ønske om den andens spejlning! – og så er man ultimativt alene!
Altså den seneste oplevelse var ligesom hovedet på sømmet. Jeg har fuldstændigt hungret efter denne mand. På et tidligere tidspunkt. At finde mig selv nøgen på hans seng, for derefter at forlade den og ham for evigt bagefter, er vel egentligt en ok pejling af, at jeg simpelthen ikke er modtagelig for en kæreste. Hvilket netop bør være en del af pointen. For jeg tror ikke på, at fænomenet kæreste er ment som at være en bygningsarbejder, der skal smadre vægge ned for at nå ind til mig. Det er der intet menneske der kan, medmindre jeg tør lade vedkommende komme ind.
En anden pointe er også, at hans/deres forståelsesramme af mig, er det eneste, der bliver nedbrudt og i dét bliver jeg hverken set eller min ensomhed brudt igennem til. For det de ser er deres egne ønsker til mig.
mit indtryk er at du ønsker intimitetet, ønsler at fjerne ensomheden om bare for et øjeblik, men du vender dig væk fra den, der ikke ser din smerte og din ensomhed, som du så alligevel heller ikke vil dele med dem. et catch 22 af en slags
og finder den rette, selvfølgelig
hvis du tør!
hvad bygger du det på, når du siger, du ikke er parat til en kæreste?
ensomheden kan netop brydes ned af en kæreste – det er hele ideen med en kæreste
Men en kæreste kan vel ikke bryde gennem til min ensomhed? Jeg kan blive betaget af mænd. Det var weekendens scoring et eksempel på. En gammel betagelse, der måske skulle have fået lov at forblive det.
Jeg er ikke parat til en kæreste.
Er der flere klostre tilbage i DK?
#15 hehe – det er en slags nødværge……
Men jeg er enig – hun trænger til en kæreste mere end hun trænger til sex.
Sex giver hende kun en surrogatkæreste, og det er vist det, hun er ved at finde ud af.
Hun trænger til at have helt andre følelser med, når hun dyrker sex – følelser, der opstår andre steder end i de erogene zoner.
😆
tagkatten – der synes jeg måske nok, du lige strammer den lidt vel rigeligt med at foreslå at geare ned på sexlivet – det må du skrive på en anden blog;-)
men lige i magdas tilfælde er jeg næsten tilbøjelig til at give dig ret – magda magter ikke give noget af sig, som intimiteten i fx missionæren eller fodmassagen kan betyde – magda trænger til en kæreste. magda trænder til at lade være med at bolle rundt – eller hvad, magda?
Jeg var også ved at skrive en kommentar til Magda, men kunne ikke finde ordene.
TwoJakes er inde på det rigtige, tror jeg.
Hvis ikke man kan klare intimiteten ved sex, så er partneren ikke den rigtige, eller også er man i virkeligheden så overmæt, at det hænger een ud af halsen – eller måske en kombination af begge?
Måske er den en dum teori, men min er altså at der er forskel på at trænge til sex, og at begære een, man elsker.
Hvis det er ‘hvem-som-helst’ man elsker med, er begæret efter personen væk, og tilbage står begæret efter begæret, og det kan aldrig blive det samme, og gør intimiteten uudholdelig, fordi det ikke er personen i sig selv man ønsker, men det, personen leverer.
Og jeg har heller ikke nogen løsning.
(Det skulle da være, at geare ned på sexlivet, og lære at lade personen være vigtigere end sex’en)
Magda – kynismen trænger ind i hver en åbning (og ikke nødvendigis på den frække måde). tomheden, ensomheden, er grundlæggende – og netop i det mest intime øjeblik kan den være mest tydelig.
jeg har ingen løsninger – kun et lille tro på, at hvis man en gang har elsket og følt sig set (og elsket), kan det måske ske igen.
Det sidste års tid har alle de mænd, jeg har villet score ladet sig score. Mange af dem har været så svine smukke, at jeg ikke har kunnet genkende mig selv i dem. Ikke at jeg nødvendigvis skal det, men vi ser, vi spejler, og vi scorer eller lader os midlertidig forblænde. Dét, der har udviklet sig sideløbende, er en afgrundsdyb fornemmelse af alenehed. For jeg er alene selv i kontakten med mine elskere. Og de fleste har ønsket sig mere af mig og ingen af dem har fået andet end frustrationer tilbage. Derudover er jeg blevet opmærksom på, at jeg er begyndt at vende fronten væk. De kan tage mig bagfra, gøre alverden af lækre sexede ting, men de får ikke lov til at fange mig i missionærstillingens helvede. Det bliver for tæt. For intimt. I denne weekend mødte jeg en gammel flamme. Begge var vi vilde efter mere. Og jeg kom til ham. Han nussede mine fødder og sagde standard scorereplikken, at jeg var dejlig. At jeg var sexet. Og jo mere han sagde, jo mere kold blev jeg. Jo mere alene var jeg med ham. For alle hans spejlinger af hvem jeg var, udelukkede mig. Al vores fortid sammen kunne han ikke befri sig fra og derfor ikke se mig. Og der strander jeg. Fordi jeg oplever det gentagne gange, at behovet for at rammesætte og forstå den anden udfra egen forståelsesramme, netop gør det umuligt for mig at være tilstede og blive set.
Hm. Lang smøre.
#4
Nå-så det er det jeg har gjort: Scoret skævt!
For det har altid været de uperfekte, scruffy og temmeligt anderledes, som kunne gøre noget ved mig.
Eller (nu hvor jeg tænker over det): måske er det dem der har scoret skævt, når de har truket mig hjem på skibsbriksen 😉
hmm nogengange er det netop ham, den lettere aparte, som har lige det der helt særlige og depraverende, som gør ham særlig lækker og oplevelsen så meget bedre… og så må man bare have mere og mere og…
LilleQ
Så er det derfor, billardsporten uddøde i Århus! 😛
P.
Cafelivet er iiiiikke lige mig – mere………………
Peter – på hjørnet af Volden og Rosensgade ligger cafe Pustervig, ud mod den plads, der hedder Pustervig.
I gamle dage var det et alm. værtshus med billardstue i et stort kælderlokale.
😀 Okay, TK, jeg må læne mig tilbage og indrømme, at jeg ikke var i Århus i halvfjerdserne, hvor det åbenbart var højeste mode at score i billardsaloner!
Idag er det ialtfald ikke muligt (eller har 2JKs indlæg ligget og ventet på dagen idag i en tidskapsel gravet ned under banken på Store Torv?!)
Du må vise mig rundt der engang! 😉
P.
#4 Høhø – kan man være så høj at man ikke ser kælderen?
Jooooeeeh, Peter, du tager sgu fejl her, min ven.
Stedet på hjørnet af Pustervig og gaden hen mod Svalegangen har en kælder. I gamle dage spillede man billard dér.
Got ya…… he-he
“…på Pustervig”
Pustervig er en lille plads i Latinerkvarteret, ikke en klub eller et spisested. Men der er tre-fire cafeer/barer der – ingen af dem med kælder…
Så det må have været en tårnhøj kæfert! 🙂
Og mit gæt er, at du blev udsat for, hvad pigerne i Århus kalder “at score skævt”: hvis ikke der er nogen rigtigt lækre i nærheden men det totaldunker, så vælger man istedet den mest aparte – for oplevelsens skyld, altså! 😉
P.
Måske ikke på den korte bane, men kanske på den lange?
Eller måske slet ikke.
Måske er zink-disk-scoringer slet ikke “all it is made up to be”.
Måske er lykken noget andet…
joda, du har ret. det pudsige er, at jeg faktisk har troet, at jeg ville føle mig lidt anderledes efter at have scoret i byen – det gør jeg så ikke.
“…at jeg laver min første analoge scoring i ti år, og vi tumler til mit hotel…”
Men hvor der scores er der håb, eller…?