Erotikbloggen: Caught in the act/Ghosts of Christmas Past

Allerede da jeg melder mig til festen, ved jeg, der er balladepotentiale. Ghosts of christmas past og og christmas present vil være meget præsente. På den virkelige måde.

Duller fra en fjern 80’er-fortid, hvis navne fortaber sig i cigarettågerne over cafe mont’en og uendelige mængder af postparty-the i sofaer, indtaget i semicomatøse tilstande til et scoresoundtrack af van morrison, tom waits og kind of blue, defilerer forbi i et virvar af hejhejlængesidenhvadlaverdufortidenoghardufriugenu? Nogle har tiden været nådig ved, andre ligner sig selv – plus 20 år og kilo.

Jeg stresser mildt og hælder i et let forceret tempo vodkalemon ned, mens jeg næsten ufrivilligt får øjenkontakt med andre mig ubekendte kvinder i min målgruppe, som denne aften stadig kan bære et par jeans og en brandert uden at skamme sig over nogen af delene.

LL er med mig. Hun ser dejlig ud. Ghost of Christmas Future. Vores fælles fortid fornægter sig ikke: Hun er ligesom jeg på hejhej med et hav af gæsterne. Vi mingler. Vi hænger. Smooth funk kryber ud af højtalerne og fylde dansegulvet med vridesild.

Da jeg i løbet af samme drink får øje på to nylige indlæg fra bagkataloget, overvejer jeg et kort øjeblik at bare skride. Jeg vælger at drikke lidt hurtigere. Det burde ikke være et problem. Vi er nogenlunde på det rene med, hvor vi har hinanden. Omend de måske ikke er helt informeret om LL. Ikke at jeg skylder dem det – eller andet. Ingen skylder nogen noget. Men der er altid en regning at betale. There’s still no such thing as a free lunch. Fuck det. Det skal drikkes væk.

Det antager komiske overtoner, da jeg får øje på X, som jeg havde en ting lørende sidste sensommer. Har ikke set hende siden. Hun er tilsyneladende med en mand. Han står i hvert fald tæt. Godt det samme. Kun et bitte stik af ‘Hun var sgu dejlig’ mærker jeg.

Men jeg er kommet alt for tæt på dansegulvet, hvor jeg fornemmer, der kan være ballade. Jeg får øje på N. Hun står lige foran mig, hendes flot svungne røv vugger foran mit slørede blik. Det er så her, jeg skulle have stoppet mig selv. Alle havde fået en bedre aften. Især mig.

‘ Nå, der står du og blærer dig med din dejlige røv’, tænker jeg og siger noget lignende ind i hendes øre. Hun er våd af dansesved. Hun smiler. Hun har vist ingen hangs. Vi udveksler let flirtende almindeligheder. Vi står lidt for tæt, tænker jeg.

Jeg opdager for sent, at LL nærmer sig bagfra, og N vender sig om, og på en alle andet stumfilmsagtig måde får LL en drink (min? N’s?, sin egen?) ned over sig, og der er optræk til catfight, og jeg fucker up, for jeg trækker ikke LL ind til mig og kysser hende, som jeg burde, som hun forventer og fortjener, og jeg får de vildeste dræberøjne og fuck dig, og hun styrter væk med mig efter sig.

Jeg er vred,vred på hende, vred på N, vred på mig selv, skamfuld, stiv, ærgerlig, irriteret over at skulle stå i det forventede og frygtede jalousidrama, og LL’s øjne lyner blodrødt, hadefulde, da hun isvredt udlægger teksten, og jeg ved, hun har ret: jeg skulle havde markeret grænsen og hvilken kvinde der er min, og jeg holder stadig andre døre åbne – og jeg ved, jeg har ret, når prøver at fortælle hende, at hun overeagerer, at det er mit tidligere svigt, der nu får hende til at se alt i det sorte lys, hvorpå hun trumfer ved at sige, at netop derfor burde jeg havde været ekstra obs på hende og på situationen, og hun har ret, men det pisser mig stadig vildt af skulle bruge min brandert og superfest på teenbitching, og jeg får et kort flashback til min 80’er-kæreste, som jeg også satte i lignende situationer, og jeg skrider udenfor, finder min cykel og koger. Og koger.

Druk- og følelsesforvirret går jeg ind igen. Forsøger at samle mig om samtaler med venner. Briefer dem. De griner fjoget. En time, måske ti minutter forvitrer i Ingenmandsland.

Vi mødes. Vi omfavner. Jeg griner ad det absurde, lettet. Jeg henter vores jakker. Måske er jeg home free. Lige indtil M kommer fordi, hiver i mig og stikker sin tunge ned i min hals, hvorpå LL river fat i hendes hår og råber, hvem fanden er du?, og jeg gribes af en surrealistisk rædsel og trækker LL ud af døren, væk fra bitchfighten,  og op på cyklerne og hjem gennem en tavshed larmende som torden.

Og så snakker vi ikke mere om det, bliver vi enige om næste dag.