Erotikbloggen: Angst er erkendelse hævet til et højere niveau

Del artiklen

Jeg er i gang med to bøger for tiden. Den ene mere depressionsapokalyptisk end den anden. The Road af Cormac McCarthy hander om en unavngiven mand og hans lille søn, der rejser gennem en grå, kold, grum verden, et wasteland lagt nær øde af en ikke nærmere defineret verdenskatastrofe. Han gør alt for at beskytte sit spinkle barn, der aldrig har oplevet andet end denne udmargrende sult og ensomme, bitre kulde. De rejser sydpå for at finde varmen, og undervejs må han gang på gang tænke på ldet øfte, han gav sin afdøde kone om, at når han og hans søn står overfor den ultimative gru i form af de kannibaler, der hærger landet, skal han slå sin dreng ihjel først.

Det er ganske enkelt forfærdelig – og forfærdelig god – litteratur. Og for en far næsten ubærligt. Som den navlepiller jeg er, spejler jeg mig (alene formuleringen ‘spejler jeg mig’ er vist et meget godt billede på min selvoptagethed;-)) i fortællingen om mandens rejse gennem tusmørket med det barn, som han klynger sig til, og som er så afhængig af ham.

Og så er der Hvid Støj af Dom Delilo, hvorfra citatet i rubrikken er hentet. En mand lever med sin 4. kone og deres sammenbragte familie i et postmoderne ingenmandsland (et amerikansk suberbia). En lurende trussel af økologisk/biologisk/nuklear/mediemæssig karakter blandes med (døds-)angst. Den hvide støj. Konen tager i skjul eksperimenterende medicin, der specifikt skal tage sig af dødsangsten, og manden tænker på angsten som erkendelse hævet til et højere niveau – måske forstået som, at jo mere (selv-)indsigt man får, jo mere vil man skælvende stå indfor verden. måske forstået, at det er, når vi virkelig mærker verden gøre ondt, at vi værdsætter den – I never felt my heartstrings until I nearly went insane’, som tom waits synger. Eller bare at al erkendelse gør ondt. Måske noget helt andet, som jeg ikke har luret endnu.

Jeg har en dialog kørende om nogenlunde samme emne med et af de mest forstandige, men samtidigt mest flygtige menneske, jeg har mødt i mit liv. Angst essen seele auf, var hendes comeback på ovennævnte. Og det har hun (og alle mulige andre) jo ret i. Men hvordan sørger man for, at angsten åbner øjnene istedet for at æde sjælen op..?

Get busy living or get busy dying.


Del artiklen

18 tanker om “Erotikbloggen: Angst er erkendelse hævet til et højere niveau

  • 19. december 2008 at 13:50
    Permalink

    du får det til at lyde uartigt . an i like it;-)

    Svar
  • 19. december 2008 at 13:40
    Permalink

    Jeg dyrker kun sex med folk som jeg kan lide. It’s not enough. Jeg vender numsen til ligeså snart at g-strengen rammer deres strengeleg.

    Svar
  • 19. december 2008 at 13:33
    Permalink

    det var nu ikke kun til dig det med at være konkret – mindst ligeså mget til mig selv.

    forstår dig godt – cølibat er dog et meget markant valg. mindre kan vel gøre det – fx kun at dyrke sex med folk du kan lide;-)

    Svar
  • 19. december 2008 at 12:13
    Permalink

    Jeg synes egentligt, at jeg var meget konkret. Hvis man vælger at resignere og i min nyfundne askese vil sex være en resignation, hvis den tjener som flugtvej og kortvarig lindring mod angst. Der er intet liv i resignation.

    Svar
  • 18. december 2008 at 14:46
    Permalink

    jeg tror, der skal kontrete billeder på vores tanker her – det bliver meget abstrakt ellers.

    Svar
  • 18. december 2008 at 12:05
    Permalink

    Iøvrigt er mit svar #10 ment som, not the way to do.

    Det er jo resignationen, der er enhver mand/kvindes gift. Det er måske også determinationen på det uundgåelige, der lader mig/enhver anden ende i armene på den næste krop. For igen at blive set spejle sig i intet. Kan jeg se noget, hvis jeg ikke selv er der?

    Svar
  • 18. december 2008 at 11:50
    Permalink

    Kærlig kynisme 😉

    Svar
  • 18. december 2008 at 11:22
    Permalink

    (magda – ‘handling udfra nytteperskektiv’ lyder unægteligt som det i nær famlie med det der ord du ikke vil høre. men lad os ikke dvæle ved det – det interessante er jo i sidste ende what helps you make it through the night

    Svar
  • 18. december 2008 at 10:37
    Permalink

    Egentligt er det vel ikke en ny erkendelse. Egentligt er det dén erkendelse, vi alle slås med. Som med tiden enten bliver en manifest tilgang til vores bevidste liv, der gør vores liv genkendeligt og fremkommeligt. Der tillader os at synke ned i resignation. Hvorfra handling udelukkende er udfra et nytteperspektiv.

    Svar
  • 17. december 2008 at 21:02
    Permalink

    #8

    Det lyder dejlig bizart. Jeg har selv en angst for hvornår min kvote af pikgagging og analsex udløber – og det er værre end dødsangst!

    😀

    Svar
  • 17. december 2008 at 20:57
    Permalink

    #5, det er sådan at franskmændene kalder orgasmen for “Le petit mort”. Det betyder den lille død.

    Den lille død er der også en fransk film, der kom til at hedde på dansk.

    Den handler om en nekrofil, der laver en “omvendt lille død”, fordi han som nekrofil, på sit arbejde som portør på retsmedicinsk afdeling, benytter sig af at de døde ikke kan protestere.

    Han kopulerer altså med et lig, der genopliver, hvorved begrebes vendes helt på hovedet 😉

    http://www.scope.dk/film.php?id=434

    Svar
  • 17. december 2008 at 20:36
    Permalink

    magda – du har nok ret der – men det virker bare ikke altid, som du selv for nylig har indset…

    Svar
  • 17. december 2008 at 18:51
    Permalink

    ‘Alt hvad jeg ved, gør mig bange’ citat slut.

    Spændende indlæg langt fra erotikken medmindre den er det drug, man bruger for at leve sig igennem angsten.

    Svar
  • 17. december 2008 at 18:30
    Permalink

    ja, det sgu et eller andet sted hænger det sgu sammen (selvom jeg ladrig har fået læst ham søren der)

    Svar
  • 17. december 2008 at 16:19
    Permalink

    Et indlæg om dødsangst i en erotikblog. Kierkegaardsk. Relevant (uden pis).

    Svar
  • 17. december 2008 at 14:46
    Permalink

    jo mere jeg forsøger skubbe angsten væk, jo mere jeg forsøger kæmpe imod, jo mere angst bliver jeg.
    Da jeg begyndte at lukke angsten ind, mærke den i mig, som en del af den jeg er, er det som om angsten bliver mindre og får mindre betydning i mig.
    Det betyder ikke jeg ikke stadig kæmper i mod, for jeg har mine kæpheste, hvor modet og alt muligt andet i den grad svigter mig… men det har gjort det langt lettere for mig have angsten, se den og tage mig af den, når den dukker op.

    LilleQ

    Svar
  • 17. december 2008 at 14:23
    Permalink

    næsten klassisk tema – og givetvis det bedre råd:-)

    Svar
  • 17. december 2008 at 14:04
    Permalink

    Et forsigtigt lille “pip”- at turde SE angsten i øjnene- at turde snakke til den og sige “dæk”- for mig er det den eneste måde, at få hold på angsten, så den ikke æder mig.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *