And All That Jazz…

Fra det øjeblik trioen synger de første strofer af sangen those memories acapella tirsdag aften på mojo, mens de første gyldne dråber glider gennem svælget, til det andet band swinger fuldfedt med winehousesoul, hvor bro igen er saltstøtten, muren og krumtappen, på droppen fredag lige før solopgang, og jeg danser tequilaamok med teknoslutten, er verden og sommeren åben, fuld af muligheder.

Havde det ikke været for mine altid usandsynlige og deprime tømmermænd og veludviklede forfængelighed, var jeg blevet rigtig alkis med rødsprængt ansigtshud, topmave, tynde ben og en aldrig stillet tørst.

Og hvis ikke det havde været for min helt usandsynlige og meget ukarakteristiske jernvilje, var jeg endt med at stikke min pik ind i teknoslutten samme morgen efter en tur på bk, der er perfekt lige der og ellers aldrig – en jernvilje som er lige ved at bryde ned helt ned, da hun næste formiddag skriver, hun er kampliderlig og vil komme forbi til et hurtigt put. Jeg er tømmermændsliderlig. Jeg har tiden. Jeg er alene. Kun tanken om, at hun i teorien kunne give mig en kønssygdom, som jeg ville have svært ved at forklare overfor S, holder mig tilbage.

Jeg skynder mig at onanere.

Så er tilbuddet lettere af takke nej til.

Hvad skal det dog blive til med denne erotikblogger – sølle.