Erotikbloggen: Åbent brev om åbent forhold
Denne sang er til X (selv om Bruce godt nok skrev den til en mand…):
Now we went walking in the rain talking about the pain from the world we hid
Now there aint nobody nowhere nohow gonna ever understand me the way you did
Maybe you’ll be out there on that road somewhere
In some bus or train traveling along
In some motel room therell be a radio playing
And you’ll hear me sing this song
Well if you do you’ll know Im thinking of you and all the miles in between
And Im just calling one last time not to change your mind
But just to say I miss you baby, good luck goodbye, bobby jean.
Snylter 😉
og fornøjer mig ved andres…
Muntrer mig blot med skriv til husbehov…
@ BeateBobble – hvorfor har du ikke din egen blog?
nej, det lyder kernesundt 😉
jeps – og det er ikke spor fucked up;-)
… spørgsmålet er vel, kan det betragtes som selvpineri, når det nydes? Hvorfor tesen er, at man selv opsøger “lidelsen” og således i livets forhold (i bred forstand) vil sørge for at melankolien får størst plads ….
En smule flagellant, men sådan er vi jo nogle, der kan lide det
Gryden er nok det rette udtryk for en tilstand man i den grad kan koge suppe på (og hvilken én) nyder selv melankoliens berigende smerte
hehe – jeg faldt også i gryden som barn
For mig virker sangen som et … inspirerende kick til livet …
Men nu er jeg også noget af en … melankolinist …
Glæde får mig ikke ud af flækken …
A road down memory lane kan være fantastisk!
Det virker trist og afskedstynget…
LilleQ