Er du til BDSM? Så vær med i ny sexundersøgelse
Kan BDSM virke smertelindrende? Er pisk, smæk og dominans også en slags selvmedicinering?
Det vil sexolog Michael Sander fra lystentillysten.dk forsøge at finde ud af.
På sin facebook skriver Michael:
‘Sammen med mine dygtige sexologi-kolleger Anita Skrautvol, Tommi Paalanen og J. Toumas Harviainen har vi sat os et mål om videnskabeligt at undersøge om, hvordan, og i hvilket omfang BDSM og suspension/ekstrem rituel praksis kan bruges som ressource til at håndtere kronisk smerte.
Undersøgelsen vil desuden give mulighed for at kaste mere lys på KINK og suspension, hvor meget af den hidtidige fokus har været på at skelne indvilligede, risikofyldte praksiser fra vold og/eller selvskade.’
De har lavet et et online spørgeskema, som du kan udfylde her.
Jeg spurgte Michael, hvad der har fået ham til at forsøge sig med et videnskabeligt projekt af denne kaliber
– Det begyndte som en undren og en skæv ide, men i gode kollegers selskab er ideen modnet til et område vi gerne vil se nærmere på. Vores undren er bl.a., at tænk hvis den smertepåvirkning, som kan være en del af BDSM, kunne virke lindrende for den kroniske smerte, som nogle mennesker døjer med. Tænk hvis den ønskede smerteoplevelse kunne døve den uønskede smerteoplevelse. Det ville jo være interessant.
– Og for at gribe det videnskabeligt an, har vi sammen formuleret det spørgeskema, som nu er lagt ud. Jeg tænker ikke vi kan sige meget mere før vi får nogle besvarelser at kigge på. De vil enten bekræfte eller afvise vores tese – og måske give anledning til nye spørgsmål. Spændende er det, ihvertfald.
Her kan du deltage i undersøgelsen – det tager kun fem-ti minutter