Cølibat – den ultimative frihed eller et forførende fængsel?

Sex er barndommens uendelig eftermiddage fortabt i fri leg, sex er det totale nærvær og øjeblikkets tro på illusionen om sammensmeltning, sex er kontakt med dine inderste sårbarheder og ordløse lyster. Sex er frihed. Og så er sex rigtig sjovt. Og det vælger man fra med et cølibat.

Jeg skal være den sidste, der udskammer eller fordømmer andre folks sexvalg. Vi har alle sære strategier for at komme igennem tilværelsens uendelige ulidlighed.

Så når ph.d’en Anders Øgaard vælger cølibatet som livsform og skriver ‘cølibat oplever jeg som en maskulin protest imod de forventninger og krav, som mænd og kvinder fortsat stiller for at indgå i en relation. Jeg vil hverken være krænker eller krænket og må derfor leve alene,‘ må tage hatten af for modet til at stå frem.

Porno

Sat på spidsen kan man se Øgaards næsten Houllebecq’ske analyser og valg som en afspejling af flere modsatrettede eller parallelle tendenser i tiden: Fejringen og iscenesættelsen af den hedonistiske selvudfoldelse i alt Love Island og sexklubber til porno og jagt på evig lyst på den ene side, og kvalmen over samme på anden side. Fravalg af sex og kærlighed kan også som en protest mod vores fetichering af samme. Og så er cølibatet Tabermandens sidste udvej: At gøre en dyd ud af nødvendigheden: Da ingen vil have Tabermanden, kan han lige så godt gøre det til en selvvalgt styrke at gøre sig fri af bindinger.

Bindinger

Bindinger er altid forbundet med potentiel smerte, også for dem, der ikke vælger dem fra, fordi de risikerer at blive skåret over. Det gælder både i sexlivet og i parforholdet. Jeg kan sagtens se, hvorfor Øgaard også mener, at der ikke er noget at hente i parforholdet, hvor en mand kan miste sin identitet, fordi den kontrollerende kvinde bliver det store kastrerende Moderdyr.

Jeg tror, Anders Øgaard har læst Michel Houllebecq. De fleste af hans protagonister er ensomme midaldrende mænd, der tumler med fascinationen af hedonismens kultur og den umulige kærlighed, kønnenes modsatrettede parringsstrategier og senkapitalismens forfald.

Hos Houllebecq gives ingen nåde, kun humoren (og nu og da sex) i den ubønhørlige analyse af verdens dårskaber forhindrer læseren (og vel forfatteren og de fleste af hans karakterer) at hoppe ud af det første åbne vindue.

Øgaard vælger ikke vinduet. Han vælger ensomheden.

LÆS OM SEXAFHÆNGIGHED HER: Findes det?

Frigørelse og cølibat

Øgaard hævder, at han har fået meget mere energi og overskud af at ikke bruge tid og kræfter på sex og kærlighed:

‘Frigørelsen ligger ikke i at udleve sin seksualitet, men i at lade være.

Så kan man pludselig gøre, hvad man har lyst til. Man kan forlade festen, når man er træt, eller når festen er træt. Man kan forlade parforhold i tide. Og man kan tænke på så meget andet.

Uden seksualitet forekommer relationer også at have en anden dybde og et andet nærvær. Der er for eksempel børn og gamle, det er tilladt at omtale som søde, og som man kan tage i hånden, uden at det betyder andet end kærlighed og omsorg.

En tilværelse i cølibat har betydet fravalg af krænkende adfærd, men også en livsbane som har ført mig uden om parforhold. Heldigvis oplever jeg, at tilværelsen som singlemand har så meget at byde på, som parforholdet forstyrrer eller fratager en.’

Leg

Jeg er stadig så meget barn af 70’erne, at frigørelse for mig er gennem leg i seksualiteten. Sex er barndommens uendelig eftermiddage fortabt i fri leg, sex er det totale nærvær og øjeblikkets tro på illusionen om sammensmeltning, sex er kontakt med dine inderste sårbarheder og ordløse lyster. Og så er sex rigtig sjovt.

Af samme årsager er seksualitet også forbundet med den største smerte, når det ikke virker. Man bliver ramt på sin identitet og sit infantile omsorgsbehov, når man afvises der.

Derfra er der ikke langt til at fravælge det mere permanent for at undgå de ubehagelige følelser. Jeg stiller mig dog lidt tvivlende overfor hele ideen om, at man kan spare den energi op og kanalisere den ud i andre mere givende projekter. Underforstået i argumentet ligger, at seksualitet så kan bruges op. Som om det er et nulsumsspil.

Men der er jo netop omvendt: Jo mere du dyrker det og styrker det, jo mere farver det hele din tilværelse med lys og overskud. Og når man fravægler det, mister tilværelsen nogle farvenuancer. Du kan sagtens leve i cølibat, det minder bare lidt mere om dokumentarfilm fra en mineby i 70’ernes DDR.

Efter et stykke tid glemmer man sex og det, man kan finde i seksualiteten, og man opdager måske først, hvad man er gået glip af, når man får det igen.

Så mit svar på rubrikkens spørgsmål er, at cølibat er fængsel og ikke frihed.